286 statslige arbejdspladser flytter til Odense, som et led i regeringens plan om udflytning af statslige arbejdspladser. Det er Socialstyrelsen, hele Spillemyndigheden, dele af Styrelsen for Forskning og Innovation og dele af SKAT, der fremover kommer til at ligge i Odense.

Der er udbredt tilfredshed blandt byrådsmedlemmerne med udviklingen.

Anker Boye
Anker Boye

-Odense er med sin placering midt landet et oplagt sted at placere statslige arbejdspladser. Vi vil nu gå i tæt dialog med de involverede fagforeninger for at sørge for en tryg overgang for de berørte medarbejdere og deres familier, siger Odenses borgmester, Anker Boye (A).

Odense er midt i en transformationsproces til en moderne storby. Og med placeringen af 286 statslige arbejdspladser i Odense bliver den udvikling styrket.

-Først og fremmest skal der lyde en varm velkomst til medarbejderne og meget gerne også deres familier. Det er en rigtig god nyhed for Odense og for Fyn. Vi har arbejdet for at få del i den her udflytning, og at det lykkedes er rigtig godt. Nu ligger der en stor og vigtig opgave i at præsentere byen og øen for de nye medarbejdere og deres familier, så de føler sig hjertelig velkommen, siger Jane Jegind (V), By- og Kulturrådmand i Odense Kommune.

De 286 arbejdspladser fordeler sig på 177 i Socialstyrelsen, 50 i Spillemyndigheden, dele af Styrelsen for Forskning og Innovation betyder flytning af 39 arbejdspladser, mens SKAT flytter 20 arbejdspladser til Odense.

-Odense er i gang med at genopfinde sig selv og skabe et alsidigt jobmarked, og vi har et stort velfungerende universitet, der udklækker kvalificeret arbejdskraft. Så det glæder mig selvfølgelig enormt meget, at byens udvikling kan understøttes af nye spændende arbejdspladser, siger Social- Og Beskæftigelsesrådmand Steen Møller (C).

-Vi har hele tiden ment, at det gav god mening at flytte statslige arbejdspladser væk fra København. Så det glæder mig meget, at det nu sker i det her omfang. Jeg er sikker på, at placeringen af de mange arbejdspladser i Odense er godt for både dem der flytter ud og for Odense, mener byrådsmedlem i Odense Kommune, Alex Ahrendtsen (O).