Fyns Grafiske Værksted er stolte over at indbyde til Yngve Ribers udstilling af nye grafiske værker. Værkerne er blevet til på Yngves ophold på det grafiske værksted i Tampere i Finland i 2010. Tampere er Odenses venskabsby, derfor har vi udveksling af kunstnere med dem hvert år.

Yngves idé var at finde ting som kunne genbruges til grafik, det kunne være plastic, natur eller pap. Emnerne fandt han på sin vej, og genbrugte dem ved at omdanne dem til kunst gennem grafikken. Transformation af materialet er total, Yngve har omformet og lavet en gennemgribende forvandling. Udtrykket er på den måde skabt i samarbejde med den ukendte første ejer.

Vi glæder os til at vise denne udstilling med festlige, farverig collografier. Yngves poetiske og æstetiske værker er dragende og optræder figurligt med en genkendelig motivverden, dog på grænsen til det abstrakte landskab.

De værker der vises på udstillingen er fra opholdet i Finland, men nyere værker er også repræsenteret. Yngve Riber har i år været medlem af Fyns Grafiske Værksted i 20 år.

Kunstner Steffan Herrik åbner udstillingen d. 1. oktober kl. 11, hvor Yngve Riber vil være til stede. Udstillingen slutter d. 25. oktober. Alle er velkomne.