Papirklipper Torben Jarlstrøm Clausen og lydkunstner Robert Cole Rizzi er netop hjemvendt fra Japan, hvor de åbnede deres udstilling ”Lyden af saksens forløsning af de klippede eksistenser” for et meget interesseret japanske publikum. På turen holdt de også to udsolgte papirklip- og lydworkshops i Kodomo Art Museum.

Torben Jarlstrøm Clausen har udviklet udstillingen sammen med lydkunstneren Robert Cole Rizzi og fotografen Karen Relster, og den blev godt modtaget af det japanske publikum:

– Vores udstilling kombinerer papirklip, lyd, foto og lyrik, og den fremstår med et udtryk, som ligger langt fra, hvad man typisk ser i Japan. Vi var selvfølgelig meget spændte på at se publikums reaktion, som heldigvis var meget positiv, hvilket jeg tror netop kan skyldes udstillingens anderledes og poetiske udtryk, siger Torben Jarlstrøm Clausen.

Som afslutning på turen til Japan holdt Torben Jarlstrøm Clausen og Robert Cole Rizzi to udsolgte papirklip- og lydworkshops i Kodomo Art Museum i Funabashi, Tokyo. Ved papirklipworkshoppen satte de japanske deltagere straks saksen til papiret og forløste deres egne klippede eksistenser, fortæller Torben Jarlstrøm Clausen:

– Jeg er ganske imponeret over den japanske tilgang til klipperiet. Efter en ganske kort introduktion tog deltagerne saksen i hånden og klipper løs, også børn som blot var 4-5 år. Det var utroligt dejligt at dele min passion for papirklipperiet med de japanske deltagere, siger Torben Jarlstrøm Clausen.

Ved workshoppen spillede Robert Cole Rizzi en koncert for deltagerne, hvor han bl.a. brugte reallydsoptagelser i kombination med lyde fra sin akustiske laptop:

– I ugens løb havde jeg lavet en række lydoptagelser i Tokyo, jeg brugte som et lydmæssigt fundament til koncerten. Hen over disse lyde improviserede jeg så med andre lyde, som jeg frembragte på min akustiske laptop. Det var herligt at se, at de japanske børn var yderst interesserede i mit lydunivers, fortæller Robert Cole Rizzi, som ofte optager “usynlige” lyde dvs. lyde, der er så svage, at de kun kan høres ved hjælp af særlige mikrofoner.

Udstillingen ”Lyden af saksens forløsning af de klippede eksistenser” er udviklet af papirklipper Torben Jarlstrøm Clausen, lydkunstneren Robert Cole Rizzi og fotograf Karen Relster og vises i perioden 2.9. – 1.10.2017 i Kodomo Art Museum i H.C. Andersen Park, Funabashi, Tokyo. Udstillingen er støttet af Toyota-Fonden, Panduro Hobby, Den Danske Ambassade i Tokyo og The Scandinavia-Japan Sasakawa Foundation. Udstillingen er en del af det officielle program for af fejringen af 150 året for indgåelse af diplomatiske forbindelser mellem Japan og Danmark.

Papirklipper Torben Jarlstrøm Clausen sætter saksen til papiret ved workshop i Kodomo Art Museum. Foto: Torben Jarlstrøm
Japansk deltager. Foto: Torben Jarlstrøm