Der var brede smil og sved på panden, da Alternativets politiske leder- og stifter, Uffe Elbæk onsdag aften trænede sammen med medarbejderne fra den odenseanske it-virksomhed Chili Security.
Uffe Elbæk havde selv henvendt sig efter han mødte Chili Securitys direktør, Martin Larsen, i et radioprogram.

Virksomheden Chili Security er kendt for at have indført obligatorisk og betalt motion i arbejdstiden. Det gjorde virksomheden tilbage i januar. Siden er medarbejdertilfredsheden steget og sygefraværet er samtidig faldet markant; fra ni til to procent. It-virksomheden, der leverer pc-support og antivirus, blev i foråret kåret til Danmarks sundeste arbejdsplads af Falck Healthcare, Dansk Erhverv, Forsikring & Pension og Dansk Firmaidræt.

Om besøget siger Uffe Elbæk: “Det var spændende at besøge en virksomhed som Chili Security, som har turdet satse på medarbejdernes sundhed. Og det var bemærkelsesværdigt, at alle jeg talte med var så udelt begejstrede for at dyrke motion i arbejdstiden,” og Uffe tilføjer videre:
“Lavere sygefravær, bedre livskvalitet og mindre stress var alle emner når medarbejderne delte deres historier. Der er uden tvivl noget at lære af deres eksempel”, siger Uffe Elbæk, politisk leder af Alternativet.

Træningen fandt sted i Claus Sloth træningscenter i Odense, hvor Chili Security samtidig afsluttede otte ugers boot camp med motion og kostomlægning.

“Og det var virkelig en stor fornøjelse. Uffe Elbæk var meget begejstret for vores træning og sagde, at vi har fat i det helt rigtige,” fortæller Martin Larsen. Martin Larsen er blevet så begejstret for motion på arbejdspladsen, at han vil have emnet bragt på den politiske dagsorden.

Første skridt på den rejse blev taget med besøget af Uffe onsdag, hvor også en række af Alternativets lokale politikere deltog.
Uffe Elbæk kvitterede ved at invitere samtlige Chili Securitys medarbejdere til et besøg på Christiansborg, hvor han personligt selv vil vise rundt.

 

Uffe Elbæk, Odense
Foto: Anders Krogh
%d bloggers like this: