Da ni fynske kommuner i starten af året etablerede Rekrutteringsservice Fyn var målsætningen klar: Ved at etablere én indgang til alle jobcentre og samle alle øens ledige i en fælles rekrutteringsportal, skulle rekrutteringsprocessen gøres nemmere for både ledige og erhvervsdrivende på Fyn.

I løbet af årets første 10 måneder har Rekrutteringsservice Fyn håndteret knap 2700 rekrutteringsordrer, og i 90 % af sagerne har rekrutteringsservice formået at koble virksomhedernes rekrutteringsbehov med en ledig.

– Vi ved, at flere fynske virksomheder har udfordringer med at rekruttere de rette medarbejdere, og dét samtidig med at vi også har en lang række ledige borgere gående. Derfor etablerede vi Rekrutteringsservice Fyn med en stærk tro på, at vi igennem samarbejdet kunne sikre ens og bedre service for både ledige og erhvervsdrivende på hele øen. Når vi kigger på tallene for de første 10 måneder, kan vi vist godt kalde Rekrutteringsservice Fyn en succes, siger Steen Møller, rådmand for Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense Kommune.

Rekrutteringsservice Fyn søger på tværs af øen, såfremt en virksomheds arbejdskraftsbehov ikke kan opfyldes med lokal arbejdskraft. I 10 % af de sager, der håndteres i jobcentrene, er rekrutteringen sket på tværs af kommunegrænserne.