Ny chef for kulturfestival

Den odenseanske kulturfestival H.C. Andersen Festivals styrker organisationen med en sekretariatschef, der skal være med til at folde vækststrategien ud og styrke det internationale aftryk på festivalen.

De sidste par år har hun haft en central placering i den succes, som Aarhus 2017 – Europæisk Kulturhovedstad har opnået. Fra årsskiftet skal Karin Buhl Slæggerup være med til at styrke H.C. Andersen Festivals.

Karin Buhl. Foto: H.C. Andersen Festivals

Den odenseanske kulturfestival H.C. Andersen Festivals styrker nemlig organisationen markant med ansættelsen af Karin Buhl Slæggerup som ny sekretariatschef. De flotte resultater, hun har opnået som partnerskabs- og udviklingschef for Aarhus 2017 – Europæisk Kulturhovedstad, skal hjælpe H.C. Andersen Festivals med at udfolde vækststrategien og styrke internationaliseringen af festivalen.

“Det tiltaler mig enormt meget, at H.C. Andersen Festivals har ambitioner om at vokse – og med de flotte resultater, festivallen har opnået indtil nu, står den på et stærkt og sundt fundament. Interessen for H.C. Andersen er kæmpe stor – også i udlandet – så jeg glæder mig til at udfolde festivallens vækststrategi og styrke det internationale aftryk på festivallen. Det bliver spændende at være med på den næste rejse for H.C. Andersen Festivals,” siger Karin Buhl Slæggerup.

Det er direktøren for H.C. Andersen Festivals, Peter Bøgholm, der har ansat den nye sekretariatschef, og han glæder sig af flere grunde:

“Jeg er super glad for, at vi har kunne tiltrække Karin. Hun har en meget, meget stærk profil, som helt sikkert vil styrke og udvikle festivalen. For at kunne indfri vores vækststrategi skal vi både have ledelseskræfter ind i organisation, ligesom vi skal blive bedre til at tiltrække internationale kunstnere, hvilket blandt andet skal sikres gennem finansiering fra fonde. Alle de kompetencer har Karin vist som partnerskabs- og udviklingschef for Aarhus 2017,” siger Peter Bøgholm.

H.C. Andersen Festivals finder sted hvert år i uge 34 og afvikles i 2018 for sjette gang.

Om H.C. Andersen Festivals

• H.C. Andersen Festivals finder sted hvert år i uge 34 i Odense. I 2018 afvikles festivalen for sjette gang
• H.C. Andersen Festivals samler tusindvis af mennesker gennem kultur og oplevelser, der fylder Odenses gader og stræder med liv, farve og lys i én af byens allerstørste tilbagevendende begivenheder
• Et stort og bredt udvalg af fortællere, kunstnere, gadeperformere og musikere formidler på hver deres måde H.C. Andersens evigt aktuelle univers
• Størstedelen af de mange events er gratis
• H.C. Andersen Festivals er med stærk lokal forankring og internationalt udsyn med til at sætte en tyk streg under Odense som en levende og farverig by
• H.C. Andersen Festivals er en almennyttig forening og i høj grad skabt med opbakning fra det fynske erhvervsliv, der med sine sponsorater er med til at finansiere festivalen
• Festivalen ledes af en bestyrelse med Brian Djernes som bestyrelsesformand. Peter Bøgholm er direktør for festivalen
• Alt kan ske under H.C. Andersen Festivals