I en lille uge af maj vil Odense og Syddansk Universitet summe af filosofiske diskussioner. Det sker, når Syddansk Universitets Institut for Kulturvidenskaber er vært for årets europæiske SOPHIA-netværksmøde, og samtidig i dagene op til inviterer til en international konference og lokale aktiviteter med filosofi som hovedtema.

SOPHIA-netværksmødet finder sted 26. og 27. maj 2018, og her forventes mellem 80 og 100 deltagere lige fra Tyrkiet over Portugal og Belgien til Ungarn og Wales at drøfte filosofiens værdi i forhold til børn.

Foto: ABW

Filosofi i Skolen
– SOPHIAs årlige netværksmøde har været holdt i en lang række europæiske lande lige siden 2005, men det er første gang, at mødet bliver i Danmark. At det lige lykkedes os i år at tiltrække mødet, har i høj grad at gøre med vores forskningsprojekt Filosofi i Skolen, siger Caroline Schaffalitzky, der er leder af Filosofi i Skolen og lektor i filosofi ved Institut for Kulturvidenskaber.

Filosofi i Skolen er et forskningsprojekt forankret hos Syddansk Universitet, der skal forene praksis og forskning omkring filosofi med skoleelever. Projektet samarbejder bl.a. med University College Lillebælt, the Philosophy Foundation i London og Odense Kommune. Målet er at forbedre elevers læring, trivsel og karakterdannelse gennem filosofiske aktiviteter, der er fagligt begrundet i forskning.

Nationalt netværksmøde
– SOPHIA arbejder netop på at udbrede kendskabet til filosofi med børn i hele Europa og har særligt fokus på lande, hvor der er et mindre, men stigende kendskab til feltet. Filosofi i Skolen under Syddansk Universitet har blandt andet understøttet, at der etableres et nationalt netværk om filosofi med børn og lægger faktisk hus til den første nationale netværksdag om filosofi med børn lørdag den 27. januar 2018 her i Odense, siger Søren Sindberg Jensen, der er videnskabelig assistent ved Institut for Kulturvidenskaber, og ansvarlig for det praktiske arbejde i forbindelse med SOPHIA netværksmødet til maj.

Synergieffekter
Flere lande ønskede at blive værter for SOPHIA-netværksmødet i 2018, men i samspil med Inspiring Denmark præsenterede Institut for Kulturvidenskaber Odense som den oplagte værtsby. Ikke kun på grund af Filosofi i Skolen-projektet og mulighederne i Odense by, men også fordi man har tænkt netværksmødet ind i en større sammenhæng.

– Filosofi i Skolen-projektet har vakt international interesse, og det har derfor været naturligt for SOPHIA at lægge deres årlige møde i Odense. Men det er samtidig et godt eksempel på, hvordan der kan skabes synergier gennem værtskaber for internationale møder og konferencer. I dette tilfælde ved at samle SOPHIA-netværksmødet og den internationale konference i samme uge, ligesom der vil blive arrangeret en række events i Odense by, som inddrager offentligheden, fortæller Morten Olstrup, Project Manager hos Inspiring Denmark.

%d bloggers like this: