De Eventyrlige Lege

Fynske elever i grundskolens ældste klasser og på ungdomsuddannelserne inviteres nu til at nytænke “Den Grimme Ælling”. Det sker i konkurrencen “De Eventyrlige Lege”, hvor eleverne skal slippe fantasien løs i kampen om førstepræmien på 10.000 kr. Bag konkurrencen står H.C. Andersen Fonden og H.C. Andersen Festivals.

Når H. C. Andersens verdensberømte eventyr bliver ved med at fascinere børn og voksne, er det blandt andet fordi, at de rummer uanede muligheder for nytænkning og kreativitet. Og de muligheder skal de fynske skoleelever nu benytte sig af i konkurrencen “De Eventyrlige Lege”.

Foto: HC Andersen Festivals

Eleverne skal skabe et kreativt produkt med udgangspunkt i et eller flere af de motiver, som eventyret om den grimme ælling rummer. Og det er kun fantasien, der sætter grænser for elevernes bidrag, der både kan være film, musik, dans, tekster, malerier eller skulpturer.

“De Eventyrlige Lege” arrangeres af H.C Andersen Fonden og H.C. Andersen Festivals, og her glæder man sig til at se eleverne udfolde deres kreative evner:

“En del af formålet med festivalen er at skabe originale, overraskende og mangfoldige kulturoplevelser med H. C. Andersens univers, og samtidig har vi et stærkt fokus på uddannelse. Jeg synes, at “De Eventyrlige Lege” passer perfekt sammen med begge de ambitioner. Samtidig har H. C. Andersens eventyr også meget at sige i nutiden, og jeg synes, det bliver spændende at se, hvordan de unge anno 2018 fortolker H. C. Andersens kultur,” siger direktøren for H.C. Andersen Festivals, Peter Bøgholm.

Eleverne bliver delt op alt efter, om de går i 7.-10. klasse eller på en ungdomsuddannelse. I hver kategori er der tre pengepræmier på højkant – vinderen får 10.000 kr., der er 7.000 kr. til andenpladsen, mens tredjepladsen belønnes med 5.000 kr. – men først skal man sikre sig en plads i finalen.

De kreative produkter skal indsendes senest mandag 9. april 2018, hvorefter de tre bedste produkter i hver kategori nomineres til finalen, som afholdes torsdag 23. august under H.C. Andersen Festivals.

“H.C. Andersens eventyr er kendt i hele verden, og vi fortæller dem igen og igen, fordi de bliver ved med at fascinere os – og fordi, de rummer mange muligheder for nytænkning og kreativitet. Nu skal vi se, hvordan de unge fortolker “Den Grimme Ælling”, og ved at placere finalen midt under festivalen er der en masse gæster, der kan følge med i de unges arbejde og tanker. Det kan alle sikkert lære noget af,” siger Jens Thodberg Bertelsen fra H.C. Andersen Fonden.

I vurderingen af de kreative produkter lægger dommerne vægt på deltagernes forståelse, fortolkning og formidling af “Den Grimme Ælling”, ligesom der lægges vægt på deltagernes inddragelse af en eller flere af de værdier, som kendetegner H. C. Andersens univers.

 

Hvem kan deltage?
Alle elever i grundskolens 7.-10. klasse og på ungdomsuddannelserne kan deltage i konkurrencen. Eleverne kan deltage enkeltvis, som gruppe eller som samlet klasse, men hovedpræmierne skal deles med hele klassen.

Hvad kan man indsende?
Det er kun fantasien, der sætter grænser for det kreative produkt, der både kan være:
• Film, musik, dans og drama (max tre minutter langt pr. bidrag)
• Tekster i form af noveller, eventyr, digte, fortællinger, essays mm. (max tre normalsider pr. bidrag)
• Billeder og fotos
• Skulpturer, tegninger, klip eller malerier

Konkurrencens forløb
Eleverne skal inden mandag 9. april indsende et kreativt produkt, som skal rumme et eller flere motiver i H. C. Andersens eventyr “Den Grimme Ælling”. Tirsdag 1. maj nomineres de seks finalister, som går videre til finalen, der afholdes torsdag 23. august under H. C. Andersen Festivals.

Om H.C. Andersen Festivals
• H.C. Andersen Festivals finder sted hvert år i uge 34 i Odense. I 2018 afvikles festivalen for sjette gang
• H.C. Andersen Festivals samler tusindvis af mennesker gennem kultur og oplevelser, der fylder Odenses gader og stræder med liv, farve og lys i én af byens allerstørste tilbagevendende begivenheder
• Et stort og bredt udvalg af fortællere, kunstnere, gadeperformere og musikere formidler på hver deres måde H.C. Andersens evigt aktuelle univers
• Størstedelen af de mange events er gratis
• H.C. Andersen Festivals er med stærk lokal forankring og internationalt udsyn med til at sætte en tyk streg under Odense som en levende og farverig by
• H.C. Andersen Festivals er en almennyttig forening og i høj grad skabt med opbakning fra det fynske erhvervsliv, der med sine sponsorater er med til at finansiere festivalen
• Festivalen ledes af en bestyrelse med Brian Djernes som bestyrelsesformand. Peter Bøgholm er direktør for festivalen
• Alt kan ske under H.C. Andersen Festivals