I alt 17 folketingsmedlemmer valgt i Syddanmark tager mandag 26. februar på besøg hos robotvirksomheden Blue Ocean Robotics i Odense.

Det er regionsrådsformand Stephanie Lose (V), der inviterer indenfor. Sammen med bl.a. Co-CEO Claus Risager fra Blue Ocean Robotics fortæller hun om de udfordringer og muligheder, der møder de syddanske virksomheder i en hård global konkurrence. Folketingspolitikerne vil bl.a. høre om, hvad regionen gør for at skabe gode rammer, som virksomhederne kan bruge til at vokse i.

Det er ikke nogen tilfældighed, at besøget holdes hos robotvirksomheden Blue Ocean Robotics. Robotteknologien står stærkt i Syddanmark, og hver anden nye robotvirksomhed fødes i Syddanmark.

Mangel på kvalificeret arbejdskraft er også på dagsordenen.

Folketingspolitikerne kommer desuden til at høre om forslaget til en ny kandidatuddannelse i medicin i Esbjerg, som Region Syddanmark og Syddansk Universitet har sendt til sundhedsminister Ellen Trane Nørby og uddannelses- og forskningsminister Søren Pind. Forslaget skal sikre en bedre dækning af sygehuslæger og praktiserende læger i det sydvestjyske område.