Efter at have langet flere hundredtusinder af burgere, hot dogs, fried chicken og milkshakes over disken er det københavnske fastfood-koncept, Jagger Fast Food, nu klar til at åbne sin første fastfood-restaurant uden for København. Det er på Vestergade 5, Odense.

”Der er er fuld fart på den odenseanske madscene, men der mangler en restaurant, som laver fastfood med god smag af gode råvarer til en god pris. Det kommer der nu. Vores filosofi er, at vi med en ekstra investering i tilberedningen og friske råvarer kan skabe en restaurant, hvor kvaliteten er høj, men hvor prisen stadigvæk er lav – også som take-away og til levering. Det har vist sig at være en succes i København. Nu prøver vi Odense,” siger Rasmus Oubæk, co-founder af Jagger.

Store forventninger
Hos Jagger på Vestergade bliver der plads til 50 spisende gæster alle ugens dage mellem klokken 11-21, hvor der også vil være mulighed for at bestille iskolde fadøl og daiquiris.

”Odense er en stor by med et stærkt studiemiljø, så vi har høje forventninger og glæder os meget til at præsentere vores koncept. Det bliver vores restaurant nummer seks og samtidig den første Jagger uden for København, så nu får vi afgjort, om det kun er københavnerne, som er vilde med burgere,” siger Christian Brandt, co-founder af Jagger.

Til sommer vil der desuden blive rig lejlighed for at sidde udenfor på bænke og nyde sit måltid og kolde drikkevarer – både til frokost og på vej til fest.

”Der er plads til alle på Vestergade 5. Alt fra den travle børnefamilie, der skal have mad i en fart, til studerende, som vil sidde med en frozen daiquiri eller en kold øl i solen. Jagger er både stedet, som sender folk godt afsted i byen – og igen redder dem dagen derpå,” siger Christian Brandt, co-founder af Jagger.

Foto: Simon Lau

%d bloggers like this: