Tirsdag 24. april tager Odense Letbane P/S og Comsa S.A.U. første spadestik på letbanens store kontrol- og vedligeholdelsescenter. Det markerer samtidig begyndelsen på arbejdet med at etablere letbanens samlede transportsystem.

Foto: Odense Letbane

Odense Letbane P/S har som bygherre gennem et stykke tid været aktive i byens gader. Således er M. J. Eriksson, Arkil A/S og Barslund A/S godt i gang med at flytte veje, fortove og cykelstier, så der bliver plads til, at Odense Letbanes leverandør af transportsystemet, Comsa S.A.U., kan lægge skinner, rejse master og bygge stationer.

Men for at letbanen kan køre forventeligt i slutningen af 2020, skal der også bygges et stort kontrol- og vedligeholdelsescenter i det sydlige Odense – det såkaldte Control and Maintenance Center (CMC). Det bliver det første arbejde, som Comsa S.A.U. påbegynder på letbaneprojektet.

Odense Letbane og Comsa S.A.U. er nu klar til at tage første spadestik til CMC’et.

– Vi glæder os meget til at komme i gang med rejse det store kontrol- og vedligeholdelsescenter i det sydlige Odense. Det bliver her, at letbanevognene skal overnatte, gøres rene og vedligeholdes. Samtidig bliver kontrolcentret omdrejningspunktet for letbanens drift. Selvom der er vognførere i hver af de 16 letbanevogne, så styres samkørslen fra kontrolcentret, ligesom evenetuelle ændringer i driften styres og varsles fra kontrolcentret, forklarer Mogens Hagelskær, adm. direktør for Odense Letbane P/S.

%d bloggers like this: