Socialt udsatte i Odense får en ny, stærk stemme i front, når Palle Lund overtager formandsposten i Rådet for Socialt Udsatte. Det oplyser Odense Kommune i en pressemeddelelse.

Han har tidligere været direktør i Servicestyrelsen (nu Socialstyrelsen) og bestyrelsesformand for Center for Frivillig Socialt Arbejde.

66-årige Palle Lund overtager posten fra den hidtidige formand, Alice Rasmussen, der de seneste fire år har kæmpet for de udsattes forhold i byen.

Rådet, der har eksisteret siden 2007, har til opgave at sikre, at byens socialt udsatte kommer til orde og får deres synspunkter hørt i den almindelige samfundsdebat. Mennesker, som på grund af stofmisbrug, sindslidelser, hjemløshed eller andre alvorlige problemer, befinder sig i udkanten af eller uden for det gængse fællesskab, og som derfor ofte bliver glemt eller overset.

 

Palle Lund glæder sig til at komme i gang med arbejdet, som han betegner som en spændende opgave:

– Det er uhyre relevant, at nogen vil hjælpe og være talerør for byens udsatte, og den opgave glæder jeg mig til at tage på mig. Derudover glæder jeg mig til at arbejde sammen med rådet, og jeg håber, at vi sammen kan bidrage til debatten, siger den nye formand.

Det nye råd er ved at blive sammensat af den nye formand og rådmanden. Det kommer fortsat til at bestå af en række medlemmer, der til daglig har med socialt udsatte at gøre på den ene eller den anden måde.