I foråret 2018 lanceres en spritny talentlinje på Odense Musikskole for musikelever med særlig interesse for produktion af egen musik. Talentlinjen omfatter alle genrer både inden for klassisk og rytmisk komposition, sangskrivning og elektronisk musik og lydkunst og henvender sig til alle unge i Odense, som brænder for at lave deres egen musik.

Foto: ABW

Musikskolens nye produktionslinje falder godt i tråd med den seneste satsning på det landsdækkende overbygningskursus “MGK Fyn” (Musikalsk Grundkursus Fyn), hvor der i Odense i 2017 for første gang blev oprettet en linje til produktionsmusik. Den nye talentlinje på musikskolen skal fungere som fødekæde for MGK, og det er helt perfekt at få fat i de unge talenter på et endnu tidligere tidspunkt.

Musikskoleleder Uffe Most siger:
“Vi oplever rigtig stor interesse for at skrive og producere egen musik, fx fortæller vores lærere tit om elever, der kommer og præsenterer noget musik for dem, som de selv har produceret. Vi fanger en interesse, der ligger i tiden, og vi vil nu kunne tilbyde at hjælpe de unge mennesker med at opkvalificere både processen og det produkt der kommer ud i sidste ende.”

Vi skriver selv musikken
Også de 3 undervisere glæder sig til at smøge ærmerne op og komme i gang. Der er et stort potentiale blandt musikskoleeleverne, og rigtig mange arbejder allerede med deres egen musik i mere uformelle rammer hjemme på værelset – det ligger gemt væk i skrivebordsskuffen, men nu skal det frem i lyset og arbejdes med under kyndig vejledning af erfarne lærere. Lærerne på musikskolen glæder sig til at kunne styrke området og vil straks gå i gang med arbejdet med at opbygge et kreativt musikalsk læringsmiljø for eleverne.

Produktionslinjen kommer til at hvile på 3 ben: klassisk og rytmisk komposition, sangskrivning og elektronisk musik og lydkunst.

Undervisningen vil komme til at foregå både som solotimer og på hold med tværfaglige fællesfag som musikteknologi, lydhistorie, performance og lydstudieteknik. På holdene mødes eleverne hver uge på tværs af genrer og får på den måde opbygget et stærkt netværk med hinanden.

Oprettelsen af den særlige talentlinje for produktionsmusik har været på tegnebrættet i flere år og kan nu realiseres med økonomisk støtte i form af en særlig fondsbevilling fra Slots- og Kulturstyrelsen.

Der er frist for tilmelding til optagelsesprøve 16. april 2018.