Indlæser Begivenheder

« All Begivenheder

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Fire dage med kunst for børn

april 19 - april 22

Brandts og Live Art Danmark præsenterer fire dage med fantastisk international performancekunst for og med hele familien. Temaet er mad i kunsten, og fem internationale kunstnere og grupper er inviteret til at give hver deres bud på sjove og tankevækkende projekter, alle kan være med til. Man kan arrangere sine livretter i flotte opstillinger som i det 17. århundredes stillebenmaleri, fodre fremmede mennesker med kage fra byens bedste bager, overvære børn anmelde Odenses restauranter og uddele priser ved et stort show, blive medarbejder på en kopi af Mc Donalds, male et billede med flødeskum og kul på indersiden af sin mavesæk, blande en enorm salat sammen med 100 andre – og høre børn reflektere over temaer som migration, miljø og menneskeskabte katastrofer ved at genskabe dem live med ærter, ris og sodavand.

Foto: Brandt

Performancekunst er, når kunstnere opfinder nye handlinger, som de selv eller andre udfører live. Det er en relativ ny kunstform, der i mange tilfælde benytter madvarer og andre materialer fra hverdagen til at sætte spørgsmål ved den selvsamme daglige virkelighed. Kunne man muligvis gøre tingene helt anderledes? Og hvilke nye betydninger opstår der så? Kan børn optræde som restaurantkritikere eller kunstnere? Hvilke forventninger har børn og voksne til hinandens roller i samfundet? Hvordan vil dagens børn forme fremtidens samfund?

Programmet på Live Art for Børn er sammensat af workshops og performance skabt delvist af børn. Således kan publikum skifte mellem at deltage og kigge på. Det er gratis for alle at deltage. Drop–in, ingen tilmelding undtagen for de særlige tilbud for skoler nederst i det samlede program.

LIVE ART FOR BØRN 19.–22.04 2018
Hele festivalen afsluttes med et stort show søndag den 22. april kl. 15.00, hvor børnene uddeler priser til restauranterne.

FESTIVALENS PROGRAM
Den 19. april kl. 10.00 starter de første workshops for skoler. Festivalens åbning fejres kl. 18:00 med:

MAKE A SALAD
100 mennesker blander en salat sammen! Vær med, når vi åbner festivalen Live Art for Børn ved at blande en enorm salat sammen på Amfiscenen foran Brandts. Vi følger en opskrift af den amerikanske kunstner Alison Knowles, der var medgrundlægger af Fluxusbevægelsen. Proposition #2, Make a Salad, blev opført første gang i 1962 i London.
Se hele programmet for festivalen på brandts.dk/begivenhed/aabningsdag-live-art-boern

Programmets øvrige performances:

MC’DONALDS ODENSE
Børn kan forsøge sig som medarbejdere på Klas Erikssons Mc’Donalds Odense. De er med på et gruppefoto af medarbejderne, tager imod bestillinger og ringer til andre børn, der henter maden. Som i enhver fastfoodrestaurant er arbejdsgangen nøje koreograferet, tilrettelagt og indstuderet, og børnene får prøvet rollen som medarbejder i fremtidens samfund. Drop–in.

FULL CIRCLE
Modige børn kan prøve at made fremmede voksne, eller deres egne medbragte. Maddingen består af gratis kage fra byens bedste bager! Mens de voksne bliver madet, taler Victoria Stanton med børnene om mad og kultur, og det spændende ved at enhver familie har sine egne skikke og ritualer. I vores barndomshjem bliver et livslangt forhold til mad grundlagt. Drop–in.

STILL LIFE
Søren Berner tager deltagerne med på en tidsrejse til genrens guldalder i det 16.– 17. århundrede. Børn og voksne får til opgave at skabe et stilleben ud fra deres livret. De tilbereder, koger og bager deres livretter og gør dem klar til at blive fotograferet. Drop–in.

WHITE AND BLACK
Kan man male på indersiden af sin egen mave? I den ”futuristiske kogebog” kan man læse denne opskrift af digteren Farfa: ”En solo–udstilling på mavens inderside bestående af flydende flødeskumsarabesker drysset med kul fra limetræer. Indrammet af den mørkeste fordøjelse og de hvideste tænder”. Vi har flødeskum og kulstøv parat. Kom og prøv selv! Drop–in.

SOUNDS LIKE CATASTROPHES
I denne forestilling bygger seks børn på 10–12 år en række katastrofescenarier af hverdagsgenstande som tændstikker, sukkerknalder, salt, bønner og papir. De afspiller katastroferne som en musik af jordskælv, vulkanudbrud, flodbølger, tornadoer og smeltende isbjerge. Forestillingen bygger på samtaler med børnene om katastrofer, fødevareproduktion og klimaflygtninge. Hvilke tanker gør dagens børn sig selv om fremtiden? Forestilling af 35 min. varighed.

EAT THE STREET
I dette projekt af de prisvindende canadiske “Mammalian Diving Reflex” er 6.b fra Rosengårdskolen i Odense blevet uddannet som madanmeldere af professionelle kokke. De besøger Odenses restauranter og man kan spise sammen med dem hver dag under festivalen! Vær med, når restauranterne bliver underkastet et nådesløst check! Hele festivalen afsluttes med et stort gallashow, hvor børnene uddeler priser til restauranterne! Det er gratis at deltage – dog er der en udgift til et måltid, hvis du vil følge madanmelderne.

Her ses listen over modige restauranter, der står klar til et anmelderbesøg:
• Thomas Pasfall, Brandts Passage
• Kong Volmer, Brandts Passage
• Oriental Barbecue House, Slotsgade
• Mona Lisa Restaurant , Brandts Passage
• Gorms Pizza, Brandts Passage
• Bergama Tyrkisk Restaurant, Vestergade

Detaljer

Start:
april 19
Slut:
april 22

Sted

Brandts
Brandts Torv 1
Odense C, 5000 Danmark
+ Google Map
Telefon:
65 20 70 00
Hjemmeside:
https://brandts.dk/