Kirkens Korshær og Netto gør julen lidt bedre i Svendborg

Juleaftensdag kører Netto-lastbiler af sted med overskudsmad til ensomme hjemløse og fattige børnefamilier i Svendborgområdet og landets fem største byer. De friske varer, der ikke er blevet solgt i Netto-butikkerne lillejuleaften, bliver i samarbejde med Kirkens Korshær og fødevareBanken brugt til at skabe bedre juledage på byernes væresteder.

Juleaften kan de daglige brugere af Kirkens Korshær på Ørkildsgade 27 i Svendborg nyde et julemåltid, som er resultatet af et godt samarbejde. Kirkens Korshær, Netto og fødevareBanken har nemlig forenet indsatsen for at reducere madspild med indsatsen over for ensomme, hjemløse og fattige børnefamilier i Svendborg. Den 24. december vil Kirkens Korshærs Byarbejde i Svendborg således invitere til julekomsammen med god mad, juletræ, gaver og samvær. Et arrangement hvor man forventer op mod 30 lokale fynboer i år.

Julekomsammen hos Kirkens Korshær i juledagene
Kirkens Korshær afholder julekomsammen i juledagene mange steder i landet. Organisationen oplever, at behovet for støtte til en bedre jul og samvær for byens fattige, ensomme og udsatte stiger, og at værestederne stadigt får flere brugere. Korshærschef Helle Christiansen uddyber:

“Efter de seneste politiske stramninger der rammer de svageste i samfundet, har markant flere fået brug for vores tilbud. Det er en bekymrende udvikling. Derfor er jeg glad for, at en stor discountdagligvarekæde som Netto tager et socialt ansvar og hjælper med at gøre julen bedre for vores brugere som f.eks. her i Svendborg”.

I år deltager Netto-butikker i Aalborg, Odense, København, Aarhus og Esbjerg, men forventningen er, at julehjælpskonceptet omkring madspild skal udbredes yderligere i 2017. Mange Netto-butikker landet over har allerede tilkendegivet, at de vil deltage næste år. Det glæder Nettos landedirektør, Brian Seemann Broe, at Nettos madvarer kan være med til at gøre julen lidt bedre for ensomme, socialt udsatte og fattige børnefamilier i Svendborgområdet. Han fortæller:

“Som den største discountkæde i Danmark skal vi naturligvis være med til at løse problemet med madspild. Og så giver det endnu mere mening, når friske overskudsvarer går til hårdt trængte og udsatte mennesker. Vi håber, at så mange fynboer som muligt får glæde af maden og får en rigtig glædelig jul”.

Maden fra Netto kommer fra Odense, men kører med fragtbiler til Kirkens Korshærs lokaler i Svendborg, der har ekstra behov for hjælpen efter værestedet havde indbrud for få uger siden. Den mad, der ikke spises eller anvendes til selve julemiddagen på Kirkens Korshær, bruges mellem jul og nytår. Således spildes minimalt, og alt gør en forskel der, hvor behovet er størst.

Netto har sat ny rekord i reduktion af madspild i 2016

Madspild er et omfattende ressourcespild, som især kan løses gennem gode partnerskaber mellem fødevareindustrien og hjælpeorganisationer. Indtil videre har Netto doneret 20 tons mad til fødevareBanken, som hver dag udleverer mad svarende til 6.000 måltider til 120 sociale organisationer som Kirkens Korshær rundt omkring i landet. Varerne fejler intet, men noget så uskyldigt som en forkert mærkning eller et stødt hjørne på produktets emballage kan være nok til, at produktet skal smides ud. Direktør i fødevareBanken Karen-Inger Thorsen fortæller:

“Vores opgave er at sørge for, at mad, der ellers skulle være smidt ud, bliver til gode nærende måltider for socialt udsatte. Derfor glæder det os, når vi kan bygge bro mellem vores samarbejdspartnere, ligesom med Netto og Kirkens Korshær. På den måde er vi med til at sikre, at julen bliver bedre for en masse danskere”.