Efter næsten 30 år i Lotzes Have flyttes Eventyrslottet til Eventyrhaven. Her vil kulissen med de fine kupler, den snoede trappe og den mystiske brønd komme tæt på de mange andre H.C. Andersen-fortællinger i byen, som blandt andet er at finde i H.C. Andersens Barndomshjem, Historiens Hus, Børnekulturhuset Fyrtøjet, ved Fattigskolen og med tiden også i det nye H.C. Andersens Eventyrhus i det gamle kvarter.

Foto: Odense Kommune

Torben Iversen, som i mange år har optrådt med H.C. Andersen Paraden på Eventyrslottet, er begejstret for den nye placering.

“Det bliver fantastisk for Eventyrslottet at komme ned i Eventyrhaven. Her får slottet den plads og synlighed, som det fortjener, og så giver flytningen os også mulighed for at udvikle på slottet samt forestillingerne”.

By- og kulturrådmand Jane Jegind ser også et stort potentiale i flytningen af Eventyrslottet fra Lotzes Have til Eventyrhaven.

“Vi har jo rigtig mange turister, som kommer for at opleve H.C. Andersen-universet i Odense, og med den nye placering gør vi det nemmere for dem at finde Eventyrslottet. Det er altid vigtigt, at vores attraktioner er nemt tilgængelige for turister, og det må man jo i den grad sige, at Eventyrslottet bliver”.

I Eventyrhaven snor å-stien sig forbi bænke, blomster, legepladser og dejligt grønt græs, som indbyder til både solbadning og picnic, men stien er også del af en større eventyrrute, der tager børn og voksne med rundt til H.C. Andersen-seværdighederne i Odense. På ruten får børn og voksne et indblik i H.C. Andersens liv og virke, og ved vejs ende bliver de yngste belønnet med en lille eventyrfigur på Odense Turistbureau.

At eventyrruten går igennem Eventyrhaven betyder altså, at Eventyrslottet for fremtiden kan blive en del af et større H.C. Andersen-eventyr i Odenses nye og gamle kvarterer. H.C. Andersen Paraden vil i hvert fald stå klar på slottet til at tage imod unge og gamle, som den altid har gjort i Lotzes Have. Men husk, at det først er fra 2018, man kan finde Eventyrslottet i Eventyrhaven – indtil da står det, som det plejer i Lotzes Have, og det er ganske vist.