Odense Centrum var omdannet til én stor fest til Royal Run Odense hele mandag. Kronprinsen løb One mile i selskab med en stor gruppe OL-atleter og en række løbere, der alle er født i 1968. Ialt deltog 7.261 fra nær og fjern i Royal Run Odense. Tusindvis af tilskuere var mødt op for at heppe på de mange løbere og hylde Danmarks kommende konge.

Foto: Lasse Olsson

Kronprinsen løb omgivet af en række OL-atleter gennem Odenses historiske bykerne efter at Kronprinsessen havde skudt ham i gang på hans fjerde og sidste One mile.

“Jeg har det rigtig godt, det kan godt være, at jeg ikke har løbet i seks uger, men der er så meget stemning og glæde, og der er folk, der allerede har løbet, der står og hepper, det er det, der er med til at bære mig fremad,” fortalte Kronprinsen, da han kom i mål.

Royal Run er et landsdækkende løb i anledning af Kronprinsens 50 års fødselsdag. Alle har haft mulighed for at løbe eller gå med i en af landets fem største byer: Aalborg, Aarhus, Esbjerg, Odense og København. Kronprinsen begyndte sin dag med “One mile” (1,609 kilometer) i Aalborg, derefter samme distance i Aarhus og Esbjerg, inden han i Odense blev skudt i gang på dagens sidste One mile af Kronprinsessen. I aften afrunder han festen med at løbe 10 kilometer i København/Frederiksberg.