I Børn- og Ungeforvaltningen har samarbejdsforummet for forældre til børn med handicap nu eksisteret i to år. Tirsdag en 29. maj blev seks nye forældrerepræsentanter valgt til forummet, der bliver evalueret af Børn- og Ungeudvalget i 2020, men allerede nu viser Børn- og Ungeforvaltningens opgørelse, at forummet har været med til at halvere antallet af klager over Handicapafsnittet. Det oplyser Odense Kommune i en pressemeddelelse.

Foto: ABW

I 2016 oprettede Børn- og Ungeforvaltningen i Odense et nyt samarbejdsforum, som skulle styrke samarbejde og dialog mellem forældre til børn med funktionsnedsættelse og Børne- og Ungerådgivningens Handicapafsnit. Samtidig igangsatte Børne- og Ungerådgivningens Handicap-afdeling en større proces for at forbedre dialogen med forældrene.

Begge dele ser nu ud til at have båret frugt. Antallet af klager til kommunen, som handler specifikt om forælderens kontakt og samarbejde med afdelingen, er halveret fra 2015 til nu.

– Det første samarbejdsforum blev nedsat i halen af en massiv forældrekritik, sådan er det heldigvis ikke mere. Ideen med samarbejdsforummet var at opbygge en løbende dialog i en uformel ramme – den dialog er nu etableret og fungerer efter hensigten. Nu kan vi så gå det næste skridt og begynde at forebygge dårlige oplevelser mellem medarbejdere og forældre. Det håber jeg, at de nyvalgte forældrerepræsentanter vil være med til, siger Susanne Crawley Larsen, R, som er rådmand for børn og unge i Odense.

Tæt samarbejde hjælper dialogen
Samarbejdsforummet består af en repræsentant fra handicaprådet, fire ansatte fra Familie- og Velfærdsafdelingen i Odense Kommune og seks forældrerepræsentanter, der tirsdag den 29. maj 2018 blev valgt for en toårig periode. De seks nye forældrerepræsentanter er blevet valgt til at sidde i forummet 1/8-2018 til 31/7-2020.

– Det er altid en god ide at samarbejde tæt med dem, det handler om – nemlig forældrene til de børn, vi hjælper. Det er vores erfaring, at forældrene bidrager med vigtig viden og vi får gode input fra deres side af bordet. Med dialogen i samarbejdsforummet har vi oplevet, at der er langt færre klager og bedre forståelse for hinandens perspektiv. Et konkret eksempel er flytning af børn fra børnehuset Stjernen sidste år, hvor vores medarbejdere, via et hasteindkaldt møde i samarbejdsforummet, fik uvurderlige input fra forældrerepræsentanterne til kommunikationen med de berørte familier, siger Charlotte Jensen, der er Centerleder i Børne- og Ungerådgivningen.

Samarbejdsforummet er i første omgang et tidsbegrænset initiativ frem til juli 2020. Børn- og Ungeudvalget vil evaluere forummet i efteråret 2019, så de kan besluttet om forummet skal fortsætte og i givet fald i hvilken form i starten af 2020.

Medlemmer af Samarbejdsforum:
Forældrerepræsentanter: Kenneth Hansen, Johnny Rasmussen, Paw Christensen, Merete Fuglsang Jørgensen, Carina Andersen, Sanne Starup Mikkelsen

Repræsentant for Odense Kommunes Handicapråd: Ib Poulsen

Repræsentanter for Børn- og Ungeforvaltningen: Charlotte Jensen, Peter Johansen, Helle Larsen, Katja Maegaard Melchiorsen, Grethe Bremsøe