Julen nærmer sig – og hvorfor ikke begynde juletiden med at få lavet juledekorationen. Brug de ting, du kan finde i haven – mos, grene, blade, kogler og meget andet.

Foto: Camilla Hugger Tarp

Gå en tur i haven og find materialer til årets juledekoration, det var den besked blomsterkunstner Camilla Hugger Tarp fik af Haveselskabet. “Naturen er det, der inspirerer mig allermest, når jeg tænker i dekorationer – og lige nu er der mænger af materialer, der ligger klar til at blive brugt. Efteråret og vinteren er et skattekammer af former og farver, der kan gøre en dekoration til noget helt specielt” siger Camilla Hugger Tarp, der gennem et stykke tid nu har arbejdet sammen med Haveselskabet. Udfordringen er blevet til denne nemme juledekoration, som du nemt kan gøre efter.

Gå en tur i haven, hvor du indsamler mos, gran, kogler, grene og blade – og find en fin lidt høj og bred urtepotte. Få fat i noget ler, et bloklys, måske noget kobber – eller anden spray og noget lim.

Læg leret på toppen og form det lidt ned af siderne, så sikrer du at leret ikke glider af, når det tørrer. Placer et lys i midten. Stik gran i siderne/kanten som en bund og dekorer derefter med mos, grene – og husk, jo tættere på lyset, jo kortere stilke, herved fås den bedste form. Spray evt. blade med farve og lim dem på som ekstra dekoration – og så har du en fin dekoration, lige til at beholde eller give væk.

Brug mos fra haven
Er du én af de haveejere, der hele sommeren sukker over, at der er mere mos end græs i din plæne? Nu kan du få glæde af mosset ved at bruge det i dine juledekorationer. En smuk juledekoration i vindueskarmen hører julen til, og mos er helt klassisk som “bunddække” i julens dekorationer. Mos kan købes mange steder op til jul, men ifølge Louise Møller, der er havefaglig rådgiver i Haveselskabet, kan du sagtens bruge mos fra din græsplæne i juledekorationerne. En nem og bæredygtig løsning.

“Græsplænen tager ikke spor skade af, at du lirker noget mos ud af den på denne årstid – tværtimod. Og så sparer du også penge ved ikke at skulle købe det”, siger Louise Møller fra Haveselskabet. “De fleste kan nok leve med huller, der kommer i plænen, når man har taget et par totter til julens dekorationer. Hullerne vokser til af sig selv i løbet af vinteren og foråret. Fjerner man meget mos, kan der dog opstå bare pletter, og så kan det være nødvendigt at efterså med græsfrø til foråret,” tilføjer hun.

Ved at stikke fingrene eller hele håndfladen ind under mosset, kan du løfte det op og af i hele plader eller i store totter. Mosset kan bruges med det samme. Men skal du først lave juledekorationen senere, kan du sagtens gemme det. Opbevar det køligt og fugtigt – gerne i en plasticpose. Luk posen til, så mosset holdes fugtigt, så kan det holde sig en uges tid uden at tørre ud eller rådne.

Brug for mere inspiration til juledekorationen?
Haveselskabets afdelinger og kredse afholder som sædvanligt hvert år julearrangementer, til alle dem der har lyst at deltage. Arrangementerne byder på nyttige og kreative tips samt inspiration til årets juledekoration – hvad enten du er til de helt naturlige, det kunstneriske eller det mere traditionelle.

Nær Odense kan du deltage i arrangementet Pileflet til jul. Læs mere her: https://haveselskabet.dk/arrangement/pileflet-til-jul-0