OK skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om støtte til Postens klubhus:

En ny sponsoraftale med energiselskabet OK gør det muligt for lokale at støtte Boldklubben Posten, hver gang bilen tankes – helt uden at det koster ekstra.

Fællesspisning, tredjehalvleg og andre hyggelige stunder betyder meget i Boldklubben Posten.

Her er det nemlig ikke kun sammenholdet på banen, der vægtes højt. Klubben favner bredt, når det gælder evnerne på fodboldbanen, og når det kommer til spillernes nationalitet samt etniske herkomst.

“Vi har medlemmer fra Sverige, Island, Iran, Ukraine, Tyrkiet og Italien. Så kommunikationen skal ofte gennemføres på flere sprog,” siger formand og oldboystræner Casper Falkenberg, der glæder sig over, at fodbold hos Boldklubben Posten er for alle.

Dog ærgrer det formanden, at klubben ikke kan tilbyde medlemmerne nogle ordentlige faciliteter, når opbakning til de mange sociale arrangementer efter både træning og kamp er så stor.

“Vores klubhus er fra 1952 og er ikke blevet udvidet siden. Vi har 108 m2 under tag, hvilket ikke er meget, når vi er 150 medlemmer. Det giver visse udfordringer at finde plads til både dame-og herrehold. Udehold kan vi tilbyde at klæde om i en skurvogn, og som opholdsrum har vi en overdækket terrasse, som er fin om sommeren, men ikke kan anvendes i vintermånederne,” siger han og tilføjer, at klubben har planer om at udvide og bygge om.

Men den proces er dyr for en lille klub, erkender Casper Falkenberg. Derfor glæder han og den øvrige bestyrelse sig over, at Boldklubben Posten har underskrevet en sponsoraftale med energiselskabet OK.

“Det betyder utroligt meget for en lille klub som vores, at vi kan få en sponsoraftale med OK. Vi har i forvejen ikke mange midler at råde over, og denne sponsoraftale giver mulighed for, at alle medlemmer, venner og bekendte hver især kan støtte klubben med en lille indsats,” siger han.