Plus Pack, som producerer emballage til fødevarer, vandt Odense Verdensmålspris. Også de tre nye sidepriser Ungeprisen, Hverdagsaktivisten og Klimaprisen blev uddelt.

Bæredygtige emballager, ressourcebesparelser og en indsats mod madspild. Den cocktail sikrede her Odense-virksomheden Plus Pack A/S Odense Verdensmålspris. I en årrække har emballage-virksomheden arbejdet strategisk med bæredygtighed og har de seneste år koblet deres indsatser til FN’s Verdensmål. Virksomhedens udviklingsarbejde sker i tæt samarbejde med kunder, leverandører og slutbrugere. Mindst 10 procent af omsætningen består af nye produkter, som ikke fandtes for bare 12 måneder siden.

Det var en synligt stolt Camilla Haustrup Hermansen, medejer og direktør for forretningsudvikling ved Plus Pack A/S, der modtog prisen på Odense Rådhus:

Vi arbejder dagligt med at udvikle nye bæredygtige emballageløsninger, minimere brugen af ressourcer og forhindre madspild. Og vores indsats bidrager direkte ind på verdensmål 12 om ansvarligt forbrug og produktion, som er et verdensmål, hvor Danmark har brug for at blive bedre. At få denne pris er et kæmpe skulderklap og vi er meget taknemmelige over at få den, fortæller Camilla Haustrup Hermansen.

Bæredygtige løsninger og vækst

Odense-borgmester Peter Rahbæk Juel, som er formand for Odense Bæredygtighedsråd, glæder sig over, at Plus Pack A/S viser, at vækst og bæredygtighed kan gå hånd i hånd:

Hvis vi skal nå i mål med verdensmålene i 2030, skal der nye løsninger på bordet, og vaner skal ændres. Politisk har vi et stort ansvar for at sætte den rigtige retning, men alle kan bidrage – og det gør Plus Pack virkelig. De går offensivt til værks og er aktivistiske i deres arbejde for at gøre emballageindustrien mere bæredygtig. Det er stærkt og modigt – og nødvendigt, når vi skal skabe forandringerne, siger Peter Rahbæk Juel.

Klimapris til ph.d.-studerende

I festsalen på Odense Rådhus blev der også uddelt de tre nye sidepriser: Ungeprisen, Hverdagsaktivisten og Klimaprisen.

Ungeprisen gik til UngEnergi Odense for organisationens indsats med at samle en hel generation om at standse klimaforandringerne gennem bl.a. videnformidling og kampagner. Prisen blev overrakt af Susanne Ursula Crawley Larsen, rådkvinde i Odense og medlem af Odense Bæredygtighedsråd til Mads Schjerbech, projektkoordinator i UngEnergi Odense.

Hverdagsaktivisten blev vundet af Tuyen Phan, som har stiftet Flash Your Trash, der aktivt bruger sociale medier til at arrangere affaldsevents. Prisen fik Tuyen Phan overrakt af Tine Gudrun Petersen, næstformand for Odense Bæredygtighedsråd.

Klimaprisen gik til de to ph.d.-studerende Anders Winther Mortensen og Kasper Dalgas Rasmussen, Institut for Kemi- Bio- og Miljøteknologi, SDU. De fik prisen for deres forskning og arbejde for klimaet og et dansk samfund frit af fossile brændstoffer. Prisen blev overrakt af Peer Locher, formand for Verdensmål Udvalget i Odense Kommune.

Del på sociale medier