Alzheimerforeningen skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om Demens:

Vis din opbakning til mennesker med demens, når Alzheimerforeningens frivillige i Odense går på gaden for at samle ind til mennesker med demens lørdag d. 21. september.

Kender du nogen med demens eller støder du nogle gange på mennesker med demens i din hverdag? Chancen for at du gør er høj, for lige nu er omkring 500.000 danskere berørt af demens – enten fordi de selv har sygdommen eller er nære pårørende til én med en demenssygdom.

Og hvis du kender nogen med Alzheimers eller en anden demenssygdom inde på livet, ved du også, at det er en af de mest opslidende sygdomme der findes – både for de pårørende, og den der er ramt:

– Når demens rammer, er det en omvæltning for alle i familien. Man siger farvel til meget af det velkendte og goddag til en helt ny livssituation, der desværre oftere bliver mødt med fordomme end forståelse. Og der er ingen vej tilbage, for der findes ingen kur mod demens -ikke endnu. Men på trods af sygdommen så er det altså muligt at leve et godt liv med demens – det kræver blot støtte, forståelse og håb, fortæller formand for Alzheimerforeningen, Birgitte Vølund.

Det største ønske er en kur
Når hundredvis af frivillige går på gaden i over hele landet, lørdag den 21. september, kan du være med til at vise din opbakning ved at støtte Alzheimerforeningens forskningsaktiviteter og det daglige arbejde for at hjælpe mennesker med demens og deres pårørende.

– Mit største ønske er, at der kommer en kur en dag. Hvis ikke for mig, så for andre i fremtiden. Derfor håber jeg, at der vil blive samlet en masse ind til forskning i demens, fortæller Birger Veber, der fik konstateret Alzheimers sygdomfor tre år siden, da han var 63 år.

– Når man får demens, mister man meget af sin frihed. Man er afhængig af andre mennesker hele tiden. Det er svært. Derfor betyder det rigtig meget for mig – og min kone – at der findes tilbud, hvor jeg stadig kan komme ud og opleve noget, og hvor folk forstår mig og min situation, fortæller Birger.

Hvis du vil være med til at give håb og sikre tilbud og rådgivning til Birger og andre med demens og deres pårørende i fremtiden, så kom på gaden og støt Alzheimerforeningens arbejde den 21. september.

Mød indsamlerne på gaden den 21. september kl. 11:00-14:00.

Læs mere på www.huskedagen.dk, hvor du også kan melde dig som indsamler.

Se hvilke byer der samles ind i her: https://www.huskedagen.dk/gadeindsamling/her-samler-vi-ind/

OBS: Vær med til at skabe åbenhed om demens ved at dele dine historier om demens på de sociale medier med hashtag: #huskmig

Fem ting, du bør vide om demens:

Husk at demens ikke kun rammer hukommelsen, men også påvirker en masse andet i et menneske.
Demens er ikke en naturlig følge af alderdom, men skyldes sygdom i hjernen.
Demens er den femte største dødsårsag i Danmark
Omkring 85.000 mennesker lider af demens i Danmark.
Det er muligt at leve et godt liv med demens.