Julen nærmer sig, og det betyder en øget risiko for, at brande opstår. Derfor deler Beredskab Fyn hver søndag i advent en ny video om den fiktive stationsnisse Jakob med brandforebyggende budskaber på deres Facebookside.

Når datoen slår den 1. december, er det også 1. søndag advent, og i år har Beredskab Fyn udviklet på sine brandforebyggende tiltag for at sætte fokus på brandsikkerheden i julen.
”Normalt ser vi desværre, at der opstår flere brande i juletiden, fordi der med juletiden følger flere levende lys og mere madlavning. Det vil vi selvfølgelig forsøge at forebygge,” siger Myndighedschef ved Beredskab Fyn, Mikael Enevold Pedersen.

Derfor har Beredskab Fyn tænkt ud af boksen og opfundet den fiktive stationsnisse Jakob, som skal agere hovedrollen i fire adventsvideoer. I videoerne skal nissen Jakob forsøge at skabe julestemning på brandstationen i Odense, alt sammen i en god mening, men det går hen og bliver brandfarligt i mange tilfælde, fordi han ikke tænker sig om og hurtigt bliver distraheret, hvilket fører til, at han selvfølgelig skal have hjælp fra brandvæsnet.

”Vores mål er at sætte fokus på vores gode råd til at øge brandsikkerheden i julen på en sjov og legende måde, så både børn og voksne kan lære noget af vores videoer, og på den måde kan vi forhåbentlig mindske antallet af brande i julen,” fortsætter Mikael Enevold Pedersen.

Hvad videoerne helt præcist handler om, kan man se hver søndag i advent på Beredskab Fyns Facebookside. Den første video bliver delt 1. søndag i advent d. 1. december 2019.