Patienter fra hele landet mødes til Patienttopmøde i Odense for at komme med anbefalinger til fremtidens sundhedssystem.

100 Patient- og pårørenderepræsentanter fra hele landet mødes i Odense til et topmøde, hvor patienter og de pårørendes rolle i fremtidens sundhedsvæsen er til debat.

Patienter og pårørende bliver en stadig større del af fremtidig planlægning af behandlingsforløb. Den faglige udvikling går stærkt og bringer blandt andet en række teknologiske muligheder med sig. Både i forhold til selve behandlingen men også i forhold til, hvor behandlingen foregår.

Inddragelsen af patienter og pårørende giver nogle unikke muligheder for patienten, både i forhold til selve behandlingen, men det har også stor indflydelse på det liv og den hverdag, patienten har, mens behandlingen pågår. Det kræver, at eksperten i patientens liv – patienten selv og dennes familie – bliver en aktiv del af beslutningerne omkring behandlingen.

En række relevante emner er på programmet. Fremtidens teknologi åbner op for muligheden for videostuegang for den pårørende – hvad betyder det for patienten? Og for patientens pårørende? Hvad skal sundhedssystemet være opmærksom på set ud fra et patientperspektiv? Sektorovergange, frivillige i fremtidens sundhedsvæsen og fælles beslutningstagen er også på programmet. Sidstnævnte, fælles beslutningstagen handler om de situationer, hvor patienten på et oplyst grundlag, sammen med lægen, skal træffe en beslutning blandt forskellige behandlingsmuligheder. Nogle gange er denne beslutning let, andre gange meget svær.

Patienten er eksperten i eget liv, lægen er eksperten på den faglige front. Hvordan får vi de to eksperter til at arbejde sammen om det bedste resultat?

Patienttopmødet åbnes af formandsskabet for Patient- og Pårørenderådet og de fremmødte bydes velkommen af regionsrådsformand i Region Syddanmark Stephanie Lose.

Tid: Tirsdag den 26.11.2019 kl. 14 – 18

Sted: Odin Havnepark, Lumbyvej 11, 5000 Odense C

Del på sociale medier