Oplev en forestilling om youtube på Odense Teater.

Foto:ABW

Jeg har over 1.000.000.000 følgere.
De ser mig vågne om morgenen.
De ser mig gå i bad.
De følger mig, når jeg spiser og lytter til mig, når jeg synger.
Jeg lærer dem at lægge make-up, bygge haveskure, spille jazzriffs og samle automatvåben.
Jeg lærer dem mine meninger og de æder hvert et ord, jeg siger.
For jeg er racist, fredselskende miljøaktivist, veganer og pensioneret hobby-biavler.
Jeg har startet revolutioner og givet dine børn underholdning under aftensmaden.
Jeg er din mentor, din ven og dit fællesskab.
Jeg er dit liv.
Jeg er YouTube!

YouTube er verdens største brugerbaserede videodelingstjeneste med over 1,3 milliarder daglige brugere. Her kan du finde alt, hvad du interesserer dig for, møde andre der har det præcis som dig eller spejle dig i nogen, som lever det liv, du altid har drømt om. Mange følger bloggerne, tuberne og de mange YouTube-stjerner og man bliver en del af deres store fællesskab. Men er det godt kun at møde ligesindede? Og er det godt at leve sit liv gennem andres?

Med YouTube har internettet givet os alle Pandoras æske. En æske som er svær at lukke, når den først er åbnet.

Influencer influenza er en nyudviklet forestilling, der undersøger, hvad der sker med mennesker, når man altid higer efter nye »likes« og hvad det gør ved en, når man fjerner sig fra de nære, virkelige relationer for at blive en del af de store virtuelle fællesskaber.

For mere information klik her.