Populær virtuel ølsmagning i Odense vender tilbage

Efter 2 totalt udsolgte virtuelle ølsmagninger i foråret, inviterer Royal Unibrew’s craft beer-bryggeri i Odense og en række mikrobryggerier over hele landet nu til en tredje udgave af Danmarks største virtuelle ølsmagning. Selvom Danmark er begyndt at åbne op, er interessen for at samles virtuelt over gode øl ikke blevet mindre, lyder det fra initiativtagerne.

I foråret mens Danmark var lukket ned, og alle blev opfordret til at blive hjemme, lykkedes det ad to omgange at samle tæt på 5000 danskere til ølsmagning. Uden at bryde en eneste af myndighedernes corona-retningslinjer. Danmarks største virtuelle ølsmagning 1 og 2 fandt nemlig sted på Facebook, så folk kunne være med hjemme fra stuen.

Selvom restriktionerne er lempet, og det i dag igen er muligt at samles om øl på den lokale bar, er efterspørgslen på at mødes virtuelt ikke blevet mindre hos danskerne og mikrobryggerierne, lyder det fra initiativtagerne. Derfor bliver Danmarks største virtuelle ølsmagning nu gentaget for tredje gang lørdag den 12. september med en række nye bryggerier.

“Vi er, for at sige det mildt, overvældede over interessen i de virtuelle ølsmagninger – både fra danskerne og fra bryggernes side. Corona-krisen og de virtuelle ølsmagninger har givet os en ny måde at samles på i branchen – og jeg tror, mange danskere er blevet draget af den fællesskabsfølelse, der ligger i det. Det vil vi gerne holde fast i, selvom Danmark åbner op. Både fordi vi oplever en stor efterspørgsel, og fordi det er med til at sikre, at et mangfoldigt udvalg af godt øl kommer ud til danskerne,” siger Jesper Larsen, der er Nordic Marketing Manager for Craft Beer hos Royal Unibrew, der står bag initiativet

Bryghuse over hele landet er klar til at vise lokal bryg frem

Konceptet for ølsmagningen er det samme som i foråret: En kasse med øl fra 12 forskellige bryggerier kan bestilles til hoveddøren frem til og med midt august og nydes hjemme i stuen – samtidig med at man kan se, høre og stille spørgsmål om øllene via livestreaming på Facebook til nogle af Danmarks dygtigste brygmestre og øleksperter. Én af dem er Kasper Hyldgaard fra bryggeriet People Like Us, der har base på Amager.

“Vi er meget glade og stolte over at være med i projektet og glæder os over at kunne sprede budskabet om vores overordnede mission: At brygge kvalitets-craft beer med ambitioner om at kunne skabe jobs til mennesker fra socialt marginaliserede grupper – i håb om at inspirere andre til at følge trop og udfordre den samfundsmæssige opfattelse af normalitet og fællesskaber,” siger Kasper Hyldgaard.

Fakta

  • Danmarks største virtuelle ølsmagning 3 finder sted 12. september kl. 17.00 og er åben for alle.
  • Man kan købe en samlet smagekasse med alle 12 øl, der er med i smagningen, på www.craftmakerscollective.com
  • Prisen er kr. 399 + fragt for en kasse, der er pakket sådan, at der er nok til at dele med en anden. Kassen kan blive leveret lige til kundens dør.
  • Ølkasserne kan bestilles frem til midt august.
  • Ølsmagningen livestreames via www.facebook.com/anarkistodense.

Bryggerierne bag Danmarks Største Virtuelle Ølsmagning 3 er:

  • Bryggeriet Braunstein
  • People Like Us
  • Alefarm
  • Hjort Beer
  • Skanderborg Bryghus
  • Løkken Bryghus
  • Anarkist
  • Hvidesande Bryghus
  • Beer Here
  • Frederikshavn Bryghus
  • Krenkerup
  • Kissmeyer

 

Læs mere om Danmarks Største Virtuelle Ølsmagning på:  https://craftmakerscollective.com/vare/danmarks-stoerste-virtuelle-oelsmagning-3/

Del på sociale medier