Udbuddet af ejerlejligheder er rekordlavt på landsplan, og det skaber rift om de gode lejligheder. I Odenses nye bydel, Gartnerbyen, er 25 ejerlejligheder under opførelse, og selvom de først er indflytningsklare til maj 2021, har ejendomsmægleren allerede solgt næsten to ud af tre lejligheder.

Ejerlejligheder i gartnerbyen, foto: Nybolig

25 nye ejerlejligheder står klar til indflytning i Gartnerbyen i maj 2021. Og selvom der er godt et halvt år til, at nøglerne overdrages, har Nybolig Odense – Palle Jensen, der forestår salget, allerede pillet salgsannoncerne ned på de første 15 lejligheder.

“At vi allerede nu har solgt næsten 2/3 af lejlighederne, er helt fantastisk og ikke noget, man ser hver dag, når der nu først er indflytning i maj måned næste år,” konstaterer en meget begejstret Peter Schultz Jensen, indehaver af Nybolig Odense Palle Jensen.

Rekordlavt udbud af ejerlejligheder
Ud over en god beliggenhed i en spændende, ny bydel mener Peter Schultz Jensen, at én af årsagerne til den markante efterspørgsel skal findes i det faktum, at Gartnerbyens ejerlejligheder er nogle af de eneste, der pt. udbydes på det odenseanske boligmarked.

“Der findes ikke særlig mange ejerlejligheder på markedet lige nu. Derfor skal pris og kvalitet jo stadig hænge sammen, men det gør det også i tilfældet med lejlighederne i Gartnerbyen,” siger Peter Schultz Jensen.

Ifølge en opgørelse fra finansinstitutternes brancheorganisation, Finans Danmark, var udbuddet af ejerlejligheder i Danmark rekordlavt i oktober. I Københavns Kommune er antallet af udbudte ejerlejligheder faldet med over 30 procent i forhold til sidste år, og i Odense Kommune er udbuddet faldet med 10 procent.

Byggeriet sat i gang under coronanedlukningen
De 25 nye ejerlejligheder opføres på den gamle GASA-grund og får således en attraktiv, central beliggenhed nær Odenses bymidte, grønne omgivelser og den kommende letbane.

Boligerne bliver på mellem 52 og 83 m2 og opføres enten med terrasse eller altan. Lejlighederne bliver en del af Gartnerbyens Parkkvarter, der vil blive karakteriseret ved mange grønne rum, idet trafikken i bydelen primært ledes syd og nord om Parkkvarteret.

Bygherren er selskabet bag Gartnerbyen, Gartnerbyen P/S, der igangsatte byggeriet under forårets coronanedlukning på baggrund af et flot salg af en række øvrige boliger i den nye bydel.

Også stor interesse for lejelejligheder
Også på udlejningsfronten er der stor interesse for Gartnerbyens lejligheder. I samme byggefelt som Gartnerbyens 25 ejerlejligheder opføres pt. to boligbebyggelser med 2- og 3-værelses lejelejligheder.

Ejendomsinvesteringsselskabet Vinding Gruppen A/S, der netop har påbegyndt udlejningen af lejligheder i det ene byggeri, har således på blot én uge udlejet halvdelen af de 50 lejligheder, som udbydes i første omgang. Det selvom lejlighederne først er indflytningsklare til foråret.

Den store interesse for at bo i bydelen er en udvikling, der glæder bestyrelsesformand i Gartnerbyen P/S, Anker Boye.

“Vi er både ydmyge og stolte over den opbakning, vi mærker til Gartnerbyen. Bydelen er virkelig begyndt at summe af liv, og det er glædeligt at mærke, at der er så stor interesse for at bo der. Og kombinationen af ejer- og lejelejligheder er kun med til at underbygge vores ambitioner om at opføre en bydel for alle,” siger Anker Boye.

 

 

 

Del på sociale medier