Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

EU-valg: Mød din kandidat

marts 20 17:00 - 19:30

Den 26. maj skal danskerne til stemmeurnerne for at sætte deres kryds til Europa-Parlamentsvalget. Men hvem er kandidaterne, hvad beskæftiger EU sig med, og hvad vil de 14 danske folkevalgte parlamentarikere arbejde for? Kom til debatmøde den 20. marts i Odense og mød kandidaterne.

”EU står overfor udfordringer som flygtningekrise, klimakrise, fortsat høj arbejdsløshed i en række medlemslande og ikke mindst Brexit, hvor Storbritanniens forhold til EU fortsat er uafklaret”, lyder det fra Rasmus Nørlem Sørensen, chefanalytiker og sekretariatsleder hos Oplysningsforbundet Demokrati i Europa (DEO).

”Samtidig er det valgår, så det er nu, at borgerne skal diskutere EU og tage stilling til, i hvilken retning de mener, det europæiske samarbejde skal udvikle sig, og hvordan de grænseoverskridende problemer skal løses”, siger Nørlem Sørensen.

Derfor har DEO arrangeret mere end 20 valgmøder rundt om i landet med det formål at bidrage med viden til EU-debatten og give danskerne mulighed for at diskutere EU-politik med de kandidater, som stiller op ved dette valg.

På valgmødet i Odense stiller et bredt politikerpanel op til debat, og her kan man som borger bl.a. møde socialdemokraternes Christel Schaldemose, Henrik Noes Piester fra Venstre, Lasse Bork Schmidt fra Konservative, Nikolaj Villumsen fra Enhedslisten, Karsten Hønge fra Socialistisk Folkeparti og Jan Kristoffersen fra Alternativet.

Inden debatten går i gang, holder Maria Rosenberg Rasmussen, journalist og analytiker hos DEO, et oplæg om EU-valgets store spørgsmål med fokus på arbejdsmarkedspolitik og Europa-Parlamentet.

Store omvæltninger i parlamenterne
Med Storbritanniens forventede udtræden af EU, står Europa-Parlamentet til markante forandringer, da de 751 politikere bliver reduceret til 705 parlamentarikere. Det betyder, at danskerne denne gang skal sende 14 politikere til Bruxelles, og ikke 13 som ved sidste valg i 2014. Men det er ikke kun i Europa-Parlamentet, at politikerne skal bytte sæder. Stoledansen sker også inden længe i det danske parlament, da der skal afholdes folketingsvalg senest den 17. juni 2019. Derfor er valgmøderne en god mulighed for at finde ud af, hvad de danske partier vil med EU-samarbejdet.

Maria Rosenberg Rasmussen (DEO) forklarer:
”Folketingsvalget og Europa-Parlamentsvalget hænger tæt sammen. Hvis Lars Løkke Rasmussen (V) bliver på sin post som statsminister ved det kommende folketingsvalg, er det fortsat hans ministre, der tager til Bruxelles for at forhandle EU-lovgivning på Danmarks vegne. Overtager Mette Frederiksen (S) Statsministeriet, er det hendes ministerhold, der sætter EU-dagsordenen, og derfor er det yderst relevant for borgerne at finde ud af, hvad de danske partier vil med EU. Det får borgerne mulighed for at finde ud af på valgmøderne”.

Tid: Fra 17.00 – 19.30. Sted: Lumbyvej 11, 5000 Odense C. For tilmelding og mere information om valgmødet i Odense klik her. Det er gratis at deltage i valgmødet, der er offentligt. Mødet arrangeres i samarbejde med 3F hos 3F Odense.

Detaljer

Dato:
marts 20
Tidspunkt:
17:00 - 19:30

Sted

Valgmøde
Lumbyvej 11
Odense C, 5000 Danmark
+ Google Map