Der skal være rent drikkevand i fremtiden hos alle danskere. Derfor har Odense Byråd netop besluttet, at der så vidt muligt skal indgås frivillige aftaler med lodsejere om at stoppe med at bruge pesticider nær ved drikkevandsboringer.
Pesticider og drikkevand er en dårlig cocktail, og for at passe på odenseanernes grundvand, må landbrug, gartnerier og øvrigt erhverv ikke længere sprøjte med pesticider i de områder, der ligger tæt på en drikkevandsboring.
De boringsnære beskyttelsesområder udgør cirka 2,6 kvadratkilometer i Odense Kommune, og vandværkerne, som skal indgå aftaler med lodsejerne, forsøger i første omgang at indgå frivillige aftaler. Hvis ikke det er muligt at indgå frivillige aftaler, kan der udstedes et påbud efter miljøbeskyttelsesloven. Uanset hvad har lodsejeren krav på erstatning.
– Alle borgere i Odense skal have adgang til rent drikkevand. Det er essentielt. Derfor er jeg også glad for, at vi har et godt samarbejde med landbrugsforeningerne om at sikre rent drikkevand samt rent vand i Odense Fjord. Vi har stor respekt for, at vi arbejder med landmænds private jord, og derfor er det for Odense Kommune vigtigt, at vi arbejder målrettet med at indgå frivillige aftaler med lodsejerne, siger rådmand for By- og Kulturforvaltningen, Christoffer Lilleholt (V).
Håb om frivillige aftaler
Alle kommuner i Danmark er blevet pålagt at gennemgå alle boringsnære beskyttelsesområder inden udgangen af 2022. Kommunerne skal vurdere behovet for indsatser for at reducere risikoen for forurening med pesticider i områderne. Hvis kommunernes indsats ikke vurderes tilstrækkelig, kan der fra statens side, blive indført et generelt sprøjteforbud i alle de udpegede områder. Erstatningen vil i det tilfælde blive udmålt efter generelle takster, som ikke bygger på en konkret vurdering af den enkelte ejendom, ligesom der heller ikke vil blive taget konkrete hensyn til den enkelte lodsejer.
Derfor råder den fynske landboforening L&F Centrovice også sine medlemmer til at gå ind i samarbejdet med vandværker og kommuner. Håbet er, at man kan lave nogle gode, frivillige aftaler.
– Vi bakker op om arbejdet og går aktivt ind i det. I L&F Centrovice går vi ind for at beskytte drikkevandet, og det synes jeg også, at vi gør med den måde, som vi har landbrug på i Danmark. Det bedste vil være, hvis vi kan indgå frivillige aftaler, og derfor anbefaler vi også vores medlemmer at gå aktivt ind i samarbejdet med Odense Kommune og vandværkerne, siger formand for L&F Centrovice, Torben Povlsen.
Det er vandværkerne, som dækker omkostningerne til erstatning til de berørte lodsejere, når der skal indgås aftaler om sprøjteophør i områderne. VandCenter Syd er ét af de vandselskaber, der bliver berørt af den beslutning.
– Vi arbejder i forvejen med at beskytte grundvandet gennem skovrejsning på vigtige kildepladser. Boringsnære beskyttelsesområder er et godt supplement, der sikrer, at grundvandet beskyttes omkring alle vores drikkevandsboringer, siger Troels Kærgaard Bjerre, projektchef i VandCenter Syd.