Region Syddanmark har en klar ambition om at udrydde hepatitis C, som giver kronisk leverinfektion og i sidste ende kan være dødelig. Siden november 2018 har behandlingsmulighederne gjort det muligt at helbrede patienter for hepatitis C, men behandlingen kræver, at patienterne bliver fundet så tidligt som muligt i deres sygdomsforløb. Derfor bliver et rullende ambulatorium nu sat på gaden.

OUH Hospital, Foto: Jesper Thode Larsen

Fredag den 26. juni kl. 15.00 bliver ambulatoriet indviet.

I det rullende ambulatorium kan man straks blive testet og få skannet sin lever for arvæv. Er er man smittet kan behandlingen blive startet med det samme. Ambulatoriet bliver bemandet af en læge og sygeplejerske og vil besøge væresteder, herberger og festivaler. Tilbuddet er særligt målrettet sårbare borgere, fx tidligere eller nuværende stofmisbrugere, der er blevet smittet, fordi de har delt sprøjter i forbindelse med deres stofmisbrug.

Det rullende ambulatorie bliver indviet ved en reception fredag den 26. juni kl. 15.00.

Det sker udenfor patienthotellet på Odense Universitetshospital. Af hensyn til de gældende regler omkring COVID-19, vil vi bede interesserede om at tilmelde sig på ouh.presse@rsyd.dk, så vi kan skabe et overblik over antallet af deltagere.

Om bussen

Eksperter vurderer, at der i Region Syddanmark går omkring 1.200 borgere rundt med kronisk leverbetændelse – hepatitis C – uden at de får gjort noget ved deres sygdom. Nogle af dem ved ikke, at de er kronisk syge med hepatitis C – andre af dem ved godt, de lider af sygdommen, men er stoppet med at dukke op til behandling. Gruppen består primært af sårbare borgere, for eksempel tidligere eller nuværende stofmisbrugere, der er blevet smittet, fordi de har delt sprøjter i forbindelse med deres stofmisbrug. Region Syddanmark har afsat 2,7 mio. kr. over to år til at hjælpe gruppen.

Fakta om Leverbetændelse hepatitis C
Hepatitis C skyldes et virus (HCV), der bliver overført med blod og indirekte blodkontakt. De fleste patienter i Danmark er smittet ved stofbrug. Man kan udvikle akut gulsot efter smitte, men de fleste får en kronisk infektion i leveren med få symptomer som træthed, led gener, søvnbesvær og trykken over leveren. Dog udvikler cirka 1/5 af de smittede skrumpelever efter 20-30 års infektion. Risikoen er særlig stor, hvis man samtidig har et overforbrug af alkohol. Det medfører risiko for at dø af sygdommen på grund af leversvigt og leverkræft.

Siden 2014 har det været muligt at helbrede hepatitis C med en tabletbehandling af 2-3 måneders varighed uden betydende bivirkninger. 95 % bliver raske, og siden november 2018 har alle kunne få en behandling.

Man kan ikke forebygge sygdommen med en vaccine, men undgå smitte ved at bruge rene engangssprøjter og andet udstyr.

Læs mere her http://www.ouh.dk/wm513795