Mange børnefamilier kan sikkert nikke genkendende til dette frygtede morgenscenarie: endelig har man fået bil eller ladcykel pakket med børn, sutter og skiftetøj i tasker, så skal man først flere kilometer den ene vej og så derefter nogle kilometer den anden vej, mens man bander over, at børnehuset ikke ligger tættere på hjemmet. Dagens indvielsen af 50 nye pladser i Bellinge betyder, at en række børnefamilier nu kan undgå en sådan “koldstart” på dagen.

De 50 børn kan tilbringe en stor del af deres vågne timer i helt nye og lyse rammer i tilbygningen til Kærsgård Børnehus, og om en måned åbner yderligere 50 pladser i et nyt, arkitekttegnet træbyggeri ved Midgård Børnehus tæt ved Tingløkkeskolen i Dalum.

Dermed er i alt 100 nye daginstitutionspladser klar, og de har længe været et stort ønske hos beboerne i Bellinge og Dalum.

– Det betyder uendeligt meget for en børnefamilie, hvor børnene tilbringer så mange timer af deres liv. Jeg glædes ved tanken, om alt det gode børneliv, der kommer til at foregå i de nye lækre rammer. I Kærsgård er blandt andet prioriteret flot glaskunst i det, der kaldes ‘Hjerterummet’. Jeg håber, at det vil inspirere børn og voksne til at lade fantasi, nysgerrighed, gode fortællinger og lege blomstre, siger børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen.

Indvielserne bliver ikke mindre festlige af, at vejen dertil har været lang. Beslutningen om flere daginstitutionspladser i Odense SV blev nemlig truffet af Byrådet tilbage i 2020. Planerne om ét nyt stort børnehus er undervejs blevet erstattet af de planer, der nu bliver til virkelighed i form at to nyopførte træbyggerier i tilknytning til eksisterende børnehuse.

– Det er så dejligt at gøre noget godt for familierne i Bellinge og omegn. Det er vigtigt for dem, at der er pasning tæt på, hvor de bor, så der både tages hensyn til arbejdsliv og familieliv, men også drages omsorg for, at det har en betydning at have relationer i nærområdet, både legekammerater og forældre imellem. Vi har et ansvar, når vi udvikler byen, også for at sikre rammerne for byens yngste borgere, og så glæder jeg mig særligt over resultatet, hvor vi står med lyse flotte træbygninger, der er fleksible og kan skaleres i størrelse, siger by- og kulturrådmand Søren Windell. 

     

Kagen skæres for i “Hjerterummet” af Susanne Crawley Larsen og Søren Windell. Foto: Odense Kommune