Nu bliver Odense 16.000 havørreder rigere, når de knap to år gamle fisk – såkaldte smolt – flytter hjemmefra. Smoltene er allerede fuldblodsfynboer, da deres havørred-forældre kommer også fra de fynske vandløb, men smoltene selv er opdrættet hos Fyns Laksefisk.
– Når smoltene har nået deres nuværende, men lille størrelse, ændrer de sig. De kan nu tåle saltvand og vil ud i det store hav. Derfor udsættes de i fynske åer, hvor smoltene selv svømmer til havs. Her vokser de sig store for så at vende hjem til netop Odense Å for at gyde. Da vejer de nogle kilo og er stærke og kønsmodne. På den måde giver vi nu naturen en hjælpende hånd, udtaler Jan H. Kjeldsen, projektleder for Havørred Fyn.
Havørred Fyn er et miljø- og erhvervsprojekt, som ejes og drives af de 10 fynske kommuner i fællesskab. Sammen restaurerer man de vandløb, hvor havørrederne gyder, og man udsætter også havørreder for at ophjælpe den fynske bestand.
Havørreden er også en eftertragtet fisk for sportsfiskere, og hver år har vi på Fyn minimum 55.000 overnatninger foretaget af havørredfiskende turister. Gæsterne ofte kommer uden for den traditionelle højsæson om sommeren, så det er en vigtig turisme.
– Det er dejligt, at vi har et rigt fiskeliv i Odense Å, som kommer både lokale fiskere og turisterne til gode. Samtidigt siger det noget om vores vandkvalitet, at havørrederne kan trives, og det kan alle glæde sig over. Jeg ser frem til at se fiskene svømme ud i åen, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V).
Danmarks Tekniske Universitet er netop nu i gang med et stort forskningsprojekt på Fyn, hvor man undersøger kystfiskeriet og fangsterne. Forskningen bliver udført på Fyn, da netop Fyn er et populært sted for kystfiskeri – især efter havørred. På langt sigt er målet er få ny og mere viden om fiskebestandene, og derved kunne forbedre grundlaget for forvaltningen af fiskebestandene.