Tirsdag den 26. maj kl. 10.00 tager museets nye direktør, Stine Høholt for første gang imod gæsterne, når museet genåbner.
”Jeg kan slet ikke vente med at slå dørene op til vores fantastiske udstillinger og byde publikum hjerteligt velkommen tilbage”, siger Stine Høholt. “Vi følger naturligvis alle anbefalinger fra sundhedsmyndighederne, og med museets tusindvis af kvadratmeter, kan vi heldigvis sikre trygge og forsvarlige forhold for alle gæster. Og vi glæder os alle sammen!”
Gæsterne kan stadig nå at opleve årets store udstilling Pixar – 30 years of animation, inden den pakkes ned den 23. august.
Kort før covid-19 nedlukningen åbnede museet Dea Trier Mørch – Ind i verden. Med sit vigtige budskab om moderskabet giver udstillingen et fokuseret blik på linoleumssnittets mester og en markant, engageret og politisk kunstner. Udstillingen er blevet forlænget til 8. november.
Kommende udstillinger
Til august vil en af tidens andre store feminister, Maja Malou Lyse skabe en helt ny samtidsudstilling på øverste etage. Til oktober kommer vi helt tæt på et feministisk ikon og dansk stumsfilms superstjerne Asta Nielsen. Fra 26. november kan man opleve fotoudstillingen Se mennesket som udforsker kameraets enestående evne til visuelt og på et splitsekund at skildre livet i al sin mangfoldighed.
Glæd dig til et år med trygge forhold og stærke kvinder på Fyns største kunstmuseum.