37 projekter har modtaget i alt 3,9 mio. kr. til udvikling af friluftslivet i Region Syddanmark. Det er Friluftsrådet, der har bevilliget støtten fra Udlodningsmidler til Friluftsliv. På landsplan er der givet 23 mio. kr. til 172 projekter.

3.932.400 kr. skal gøre friluftslivet lettere tilgængeligt for flere i Region Syddanmark. I 15 kommuner etableres der bl.a. boardwalks, sheltere og havhaver, og der udvikles nye foreningsfællesskaber, formidlingsindsatser og tilbud til børn og unge. Bag de nye initiativer står 37 forskellige aktører, som har modtaget støtte fra Udlodningsmidler til Friluftsliv, der uddeles af Friluftsrådet.

Eksempelvis har Fårupgård Ungecenter ved Jelling modtaget 345.000 kr. til ny beplantning samt etablering af sheltere, hængekøjehotel, bordbænkesæt, stier, boardwalk og platform ved Fårup Sø. Initiativet skal fremme udeliv og naturoplevelser for ungecentrets brugere samt for borgere, turister og andre gæster.

I Varde har Varde Bueskyttelaug modtaget 27.100 kr. til etablering af en ny bane til bueskydning, som skal tiltrække flere børn og unge til aktiviteter i naturen. Og i Faaborg har Faaborg Fjordhave fået 26.100 kr. til udstyr, som skal understøtte opstarten af et foreningsfællesskab om dyrkning og tilberedning af marine afgrøder, samt om formidling af havets økologi og ressourcer.

Landsdækkende indsatser
På landsplan er der givet 23 mio. kr. i støtte til 172 projekter i 70 kommuner. Heraf er fire nationale udviklingsprojekter, som udvikler friluftslivet for forskellige målgrupper på landsdækkende niveau.

I Region Syddanmark har to nationale udviklingsprojekter fået tilskud. Bag et af dem står ADHD-foreningen, der har sekretariat i Odense og har fået 326.400 kr. til udvikling af fritidstilbud med friluftsaktiviteter for børn med ADHD i alderen 7-12 år. Målet er at opstarte ti friluftsgrupper rundt omkring i landet.

Friluftsrådet har i alt modtaget 369 ansøgninger, og cirka 68 procent af de bevilligede midler gives til foreninger og organisationer.

Udlodningsmidler til Friluftsliv er en del af overskuddet i Danske Lotteri Spil og Det Danske Klasselotteri.

Forstander Claus Hejlskov Jørgensen, Fårupgård Ungecenter, siger:
“Vi er enormt glade for støtten, som giver os mulighed for at udnytte vores naturskønne udeområder på en ny måde. Med boardwalken og platformen får vi især gjort vores smukke sø mere tilgængelig. Og så har det også værdi for vores unge, at sheltere, hængekøjehotel og de andre faciliteter inviterer besøgende ind og skaber liv på vores område.”

Sekretariatschef Tina Vaarning, ADHD-foreningen, siger:
“Vi glæder vi meget over muligheden, som støtten giver os. Projektet har til formål at få flere børn med ADHD til at bruge naturen og være aktive udenfor. Dette formål har vi, fordi vi har en tro på, at naturen kan være et godt redskab til at øge børnenes mentale sundhed. Ophold og aktiviteter i naturen virker beroligende, styrker humøret og er gavnlig for udviklingen af børns kognitive evner. Derfor at det med stor begejstring, at vi i løbet af det kommende år kan tilbyde friluftsgrupper for børn med ADHD.”

Forperson Dorthe Mølvig, Friluftsrådet, siger:
“Jeg er enormt glad for den store mangfoldighed i både ansøgere og projekter. Her er initiativer, der udvikler friluftsliv for enhver smag, og både de små foreninger, lokale institutioner og landsdækkende organisationer er repræsenteret. Forhåbentlig vil de støttede projekter medvirke til at åbne naturen for både nye målgrupper og dem, der i forvejen dyrker friluftsliv.”

Også Jernalderlandsbyen Odins Odense har fået 643.000 kr. til etablering af en boardwalk, skilte m.m., der skal skabe adgang og nye muligheder for natur- og kulturoplevelser i et vådområde.

Se en oversigt over alle støttede projekter her:

PUBLISERET – Udlodningsmidler til Friluftsliv_støttede projekte D25-198554 1.0.pdf

 

Mange nyder at bruge sheltere og andre friluftsfaciliteter, som der nu vil komme nye af, efter at Friluftsrådet har uddelt Udlodningsmidler til Friluftsliv. Foto: Maren Ottar Hessner/Friluftsrådet