God konkurrence om at drifte og vedligeholde letbanen
Det forventes at letbanen kommer til at køre i slutningen af 2020. Den skal naturligvis vedligeholdes og driften skal håndteres. Derfor kommer drift og vedligeholdelse i udbud og 5 virksomheder har på nuværende tidspunkt kvalificeret sig til at byde på opgaven. I opgaven ligger blandt andet at skaffe førere til letbanevognene, personale til vedligeholdelsescentret og styring af den daglige drift og vedligeholdelse. Altså en opgave om, at få alt til at køre på skinner.
De fem bydere er Arriva Danmark A/S, Keolis Danmark A/S, Metro Service A/S, Stockholms Spårvägar AB og Odense Lightrail Service A/S, som er et partnerskab mellem Umove A/S og Transdev Sverige AB.
Administrerende direktør for Odense Letbane P/S Mogens Hagelskær siger: “Vi er rigtig glade for den store interesse for at byde på letbanens drift og vedligehold. Vi har med de fem bydere opnået en god konkurrencesituation det kommende års tid, hvor udbudsforhandlingerne foregår. Der er tale om et godt felt fra både ind- og udland, der alle har udbredt erfaring med at drive letbaner.”
Forhandlingerne med de fem bydere vil pågå frem til udgangen af 2018, hvor der forventes at blive indgået kontrakt. Undervejs vil Odense Letbane modtage flere bud inden det sidste og afgørende bud, som vil blive afgivet i slutningen af næste år.
Det kommer altså til at foregå på samme måde, som da Odense Letbane forhandlede de to store foregående kontrakter på plads om leverance af transportsystemet og letbanevognene, hvilket skete til rette tid i juni måned og inden for det samlede budgets rammer.
De prækvalificerede ansøgere er blevet udvalgt ud fra en række på forhånd opstillede kriterier, hvor de bl.a. har skullet dokumentere deres tekniske formåen og erfaring fra lignende projekter. Ydermere har ansøgerne skullet opfylde alle formelle krav ved ansøgningen – det vil sige levere en fyldestgørende ansøgning med bilag.
Kontrakten om letbanens drift og vedligehold bliver således den sidste i rækken af store kontrakter undervejs i letbaneprojektet. Foruden de tre store kontrakter om transportsystemet, letbanevognene og den kommende drift, indgås der løbende syv kontrakter vedrørende flytning af veje, fortove og cykelstier.