Fyns Almennyttige Boligselskab (FAB) fik overrakt Odense Bæredygtighedspris 2015 af Odense Bæredygtighedsråds formand Anker Boye foran en fyldt festsal på Odense Rådhus. Som begrundelse for at FAB vandt prisen pointerede Anker Boye, at renoveringen på en unik måde kombinerer bl.a. miljøtiltag, sociale indsatser, beboerinvolvering, jobskabelse og arbejdsmiljø til én samlet bæredygtig løsning. FABs direktør Bent Bølling glæder sig over den anerkendelse, det er at få prisen.
Odense Bæredygtighedsråds formand Anker Boye fortæller:
– Det er jo masser af byggerier herunder renoveringer i gang i Odense lige nu, og det glæder mig at se, at den helhedsorienterede tilgang, som bæredygtighed står for, også vinder indpas her. Og det vil Odense Bæredygtighedsråd gerne belønne med denne pris, siger Anker Boye.
Det var en glad direktør Bent Bøllingtoft, der modtog diplomet for Bæredygtighedsprisen.
– Vi er meget taknemlige og stolte for prisen. Bæredygtighed giver ganske enkelt mening for os. For kun ved at tænke økonomiske, miljømæssige og sociale hensyn ind i vores byggerier og renoveringer, skaber vi de bedste løsninger for vores beboere nu og i fremtiden, fortæller Bent Bøllingtoft.
Om initiativet
Forbedring og fremtidssikring af de boligsociale og fysiske forhold i Korsløkken ved FAB
Gennem en totalrenovering af FABs ca. 1.200 boliger i Korsløkken forbedres og fremtidssikres boligerne og boligområdet. Efterisolering, energimærkede vinduer, solfangere m.m. er nogle af de valgte miljøtiltag. Gennem løsninger med lokal nedsivning af regnvand skabes et mangfoldigt dyre- og planteliv i Korsløkken. Den sociale indsats styrker sammenhængskraften og forbedrer trygheden i boligområdet med mere end 60 nationaliteter. Fx tilbydes familier lektiehjælp, tryghedsvandringer, motionstilbud, uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder m.m. På byggepladsen i Korsløkken er der bl.a. arbejdet med begrænsning af affaldsmængder herunder forsvarlig bortskaffelse af kemikalier. Derudover er en indsats for et bedre arbejdsmiljø på byggepladsen fx ved begrænsning af støj og støv sat i værk. Hele projektet omkring totalrenoveringen af Korsløkken har FAB gennemført i samarbejde med en lang række aktører som fx Danske Flygtningehjælp, Ældresagen, Ungdommens Røde Kors, Odense Kommune, beboere i Korsløkken, Byg til Vækst, 5E-byg som hovedentreprenør med lokale fynske underentreprenør.
Om Odense Bæredygtighedspris
Odense Bæredygtighedspris uddeles af Odense Bæredygtighedsråd og gives til et bæredygtigt initiativ i Odense, der er gennemtænkt i forhold til de tre elementer i begrebet bæredygtighed: sociale forhold, økonomi og miljø. Som en hjælp til at arbejde med den bæredygtige dimension af kandidaternes initiativ, har de kunnet downloade et Bæredygtighedsværktøj. Værktøjet er opbygget som et puslespil med tre farver, som illustrerer den socialt, økonomiske og miljømæssige bæredygtighed. De enkelte brikker er delemner af de tre dimensioner af bæredygtighed. Se den vedhæftede grafik eller læs mere på www.odense.dk/baeredygtighedspris.
Om Odense Bæredygtighedsråd
Odense Bæredygtighedsråd arbejder for at skabe nye bæredygtige løsninger i Odense og rådet er bredt sammensat af personer fra både private og offentlige aktører, som har kompetencer inden for miljø, sundhed, økonomi og sociale forhold.