Kom med til optagelserne af podcasten Kort er godt! og oplev kortfilmsinstallationen ‘Markante Kvinder’ kurateret af OFF – Odense International Film Festival – Lørdag d. 21. november kl. 15.

OFF’s kortfilmspodcast Kort er Godt! rykker ud af de vante omgivelser og går live på Kunstmuseum Brandts. Live-podcasten tager sit udgangspunkt i en af kortfilmene fra OFFs kortfilmsinstallation, ‘Markante Kvinder’, der kan opleves på museet netop nu og til og med januar 2021. Arrangementet vil i øvrigt blive livestreamet, så alle har mulighed for at være med.

Kort er Godt! gentager succesen

Film-podcasten Kort er godt! så dagens lys i begyndelse af april i indeværende år, og er lige siden udkommet på ugentlig basis. Podcastens værter er de to filmelskere: skuespiller Claus Riis Østergaard og festivalleder Birgitte Weinberger, og det er ikke første gang, de podcaster foran et publikum.

Festivalleder Birgitte Weinberger glæder sig til at rykke ind på Brandts:

Vi er meget stolte af samarbejdet med Kunstmuseum Brandts, der giver os mulighed for at præsentere kortfilm året rundt i deres fantastiske rammer. Og så giver det jo super meget mening at lave en live-podcast, med udgangspunkt i en af de kortfilm, man allerede kan opleve på museet. Vi glæder os også til at live-podcaste igen – Det tilfører bare en helt særlig energi til podcasten, når vi har publikum på.

Foto: Malene Nelting. Podcastens værter: Birgitte Weinberger og Claus Riis Østergaard

En ekstra dimension til de ‘Markante Kvinder’

Installationen ‘Markante Kvinder’ åbnede på Kunstmuseum Brandts den 20. august og fortæller historier om særlige kvinder foran og bagved kameraet. Det er ikke de kvinder, der nødvendigvis råber højest, men det er kvinder, der giver genlyd.

Stine Høholt, direktør på Kunstmuseum Brandts, glæder sig ligeledes over, at Kort er Godt! gæster museet:

I denne corona-tid har vi god erfaring med at til vise en bid af museet hjemmefra i form af video og live-udsendelser. ‘Markante Kvinder’ er et rigtig godt tilbud for museets gæster, og derfor glæder jeg mig personligt til at få en ekstra dimension på udstillingen fra to så kompetente filmelskere.

Læs mere om arrangementet og book billetter her
Læs mere om ‘Markante Kvinder’ her

OBS: OFF – Odense International Film Festival og Kunstmuseum Brandts overholder altid gældende retningslinjer i forhold til at mindske smittespredning af COVID-19.

FAKTA OM KORT ER GODT!
– Podcasten er i øjeblikket i gang med sin tredje sæson.
– Podcasten blev født under lockdown i håbet om at skabe et kortfilmsfællesskab, der kunne fungere uden at man skulle mødes fysisk
– Podcastens præmis er simpel: Inden hver episode har værterne forinden set en kortfilm, som de så snakker sig igennem sammen. Det er ikke en anmeldelse af filmen – det er en hyggesnak krydret med personlige anekdoter.
– Podcasten har tidligere været opført i en live version under OFF20
– Kort og Godt! har også produceret et særligt Halloween-afsnit, hvor værterne lavede et afsnit i et hjemsøgt hus
– Kort og Godt! har sin egen facebook-gruppe, hvor instruktører af de forskellige film til tider kigger forbi og svarer på spørgsmål. Eksempelvis har gruppen haft besøg af den Oscar-nominerede Vincent Lambe. Kig forbi her.
– I slutningen af hvert afsnit vælger værterne dét stykke musik, som episodens film har mindet dem om. Kortfilmsmusikken kan findes på Spotify her
– Find en oversigt over alle afsnit lige samt direkte links til film og Podbean her

FAKTA OM OFF
o Danmarks ældste og eneste oscarkvalificerende kortfilmfestival, grundlagt i 1975
o Festivalen finder sted hvert år i den sidste uge i august, uge 35
o Festivalen er centreret i området omkring Brandts Klædefabrik, Farvergården og Latinerkvarteret i Odense
o Festivalen er arrangeret og funderet af Odense Kommune
o I løbet af festivalugen kan gæsterne – udover alle konkurrenceprogrammerne – opleve og deltage i talks, seminarer, workshops, paneldebatter, koncerter, udstillinger og massevis af andre omhyggeligt kuraterede arrangementer med (kort)filmen i fokus
o Udover festivalen i uge 35 arrangerer og deltager OFF i en lang række events og samarbejder året rundt
o Det er den 46. udgave af festivalen, der finder sted i 2021
o Birgitte Weinberger er festivalleder og programlægger på 12. år
o Festivalen tilføjede i år en gratis streamingtjeneste, OFFstream.dk, hvor du gratis kan opleve film fra festivalens bagkatalog