UTRADITIONELT PARTNERSKAB: Et nyt samarbejde mellem Club Matas og GF ‘s lokale forsikringsklub på Overgade 34 i Odense sætter fokus på personlig og lokal rådgivning.
Der er umiddelbart langt fra cremer og shampoo til køb af forsikringer, men fremover bliver afstanden kortere. Club Matas har nemlig indledt et samarbejde med GF Forsikring i Odense, hvor den lokale, personlige rådgivning er omdrejningspunktet.
I første omgang betyder samarbejdet, at nye kunder i GF Forsikring kan få point sat ind på deres Club Matas-konto, som de kan købe forskellige Matas-pointpræmier for. Med tiden er det tanken, at samarbejdet kan blive udvidet med andre aktiviteter.
Personlig rådgivning giver værdi for kunden
– Vi tror på, at vi gennem Matas-samarbejdet kan få flere af de kunder i tale, som passer til vores eget klubkoncept. Hos GF går det digitale og det lokale nemlig hånd i hånd – ligesom i Matas. Forsikring er en tillidssag, hvor det er vigtigt, at man får den rette personlige rådgivning, der kommer hele vejen rundt om ens behov og ønsker, siger Claus Hanfgarn fra GF Fyn.
Modsat de traditionelle landsdækkende forsikringsselskaber er GF bygget op om lokale klubkontorer, hvor man dyrker den personlige rådgivning og deler overskuddet med kunderne i lokalområdet. Derfor er samarbejdet med Matas, der har lokale butikker med personlig rådgivning, helt naturligt.
Informationschef hos Matas, Henrik Engberg Johannsen, hilser den nye partner velkommen: – Hos GF Forsikring genfinder vi vores egne holdninger til, hvor vigtig den lokale og personlige rådgivning er. Derfor er det en partner, som passer rigtig godt ind i vores Club Matas-program, hvor de loyale Matas kunder får en lang række fordele.
Club Matas har på landsplan ca. 1,7 mio. medlemmer, og Matas-kæden har 286 lokale butikker.
GF Forsikring er med mere end 250.000 kunder et af Danmarks største kundeejede selskaber med lokalkontorer over hele landet. Det lokale GF Fyn har kontorer i Faaborg, Svendborg, Middelfart og Odense.