Overvældende stor søgning til Musikskolens populære Musikklasse
Odense Musikskoles nye talentklasse er en stor succes. Musikklassen er for musikinteresserede elever i folkeskolens 7.- 9. klasser skoleår 2017/18, og formålet er at hjælpe eleverne med at udvikle deres talent ved at give dem et nyt fællesskab omkring musik.
Der bliver rift om pladserne til næste års Musikklasse, hvor hele 34 elever har ansøgt om at få én af de i alt 25 pladser. Der er så stor tilfredshed blandt de nuværende elever, at stort set alle har valgt at ansøge om at fortsætte i klassen.
Med musikklassen har Odense Musikskole skabt et unikt musikalsk undervisningsmiljø for unge musiktalenter fra hele Odense med rum til fordybelse i deres musikalske interesse i et fællesskab med andre unge.
Alle ansøgere skal til optagelsessamtale i uge 14, hvor elevens motivation og musikglæde afklares. Herefter udvælges 25 elever, som vil blive tilbudt plads. Den nye klasse starter til august.
“Vi er helt overvældede over den store søgning, der er til Musikklassen. Mange af eleverne siger, at de får et unikt fællesskab her, som de ikke har i deres klasse, fordi de er den eneste, der er musikinteresseret. Vi opfylder et behov blandt de unge mennesker. Vi glæder os til at gå ind i 2. sæson og arbejde videre med at styrke det musikalske fællesskab,” siger souschef på Odense Musikskole Maibrit Baagøe Schmidt.
Læs mere om Musikklassen på Odense Musikskoles hjemmeside: www.odensemusikskole.dk