13 medarbejdere fra FTZ bruger frivilligt 1,5 time hver mandag efter arbejde på at blive dygtigere til tysk. Kurset giver dem en større tro på dem selv og dermed også en større tryghed i deres arbejdsopgaver.
“Seit dem letztem mal habe ich…” Sådan lyder det på første sal på én af FTZs lokaliteter i Odense. Her er deltagerne på tyskkurset godt i gang med at fortælle kolleger og Tietgen KompetenceCenters tyskunderviser om ugen, der er gået.
“Vi investerer i kurser for at medarbejderne skal blive mere trygge ved deres daglige processer og samarbejde med kunder og leverandører. Det har været et bevidst valg og er en del af kulturen her hos FTZ,” fortæller HR- & uddannelseskoordinator Pia Blomsterberg.
At deltagerne bliver bedre og mere trygge i deres daglige arbejde understøttes af økonomiassistent Hanne Beck, der er deltager på tyskkurset: “Før kunne jeg få helt ondt i maven, hvis jeg fik en tysker i røret, men nu går jeg ikke i baglås, men kaster mig ud i det”.
Kursus hos virksomheden gør det lettere for deltagerne
Tyskundervisningen er et virksomhedstilpasset kursus fra Tietgen KompetenceCenter, der er sammensat udfra FTZs behov og ønsker. På kurset deltager kun FTZs medarbejder og afholdes derfor også i trygge rammer hos virksomheden. “Det er rigtigt dejligt med muligheden for kurser, og så er det så dejligt, at det er lige her hos os og i forlængelse af arbejdsdagen, så man ikke skal hjem og så afsted igen til aften – ellers kan det være svært at planlægge med familie og andre fritidsaktiviteter” forklarer Hanne Beck.
Tradition for medarbejderudvikling
I følge HR- & uddannelseskoordinator Pia Blomsterberg investerer FTZ løbende i kurser til medarbejderne. Kendskabet til kursusleverandøren og hvordan de kan tilpasses den enkelte virksomheds behov er afgørende for virksomheden, som tidligere har investeret i en række kurser hos Tietgen KompetenceCenter.
“Når medarbejderne udvikler sig, så er det også en investering i service. Det er vigtigt at forstå betydningen af god service i FTZ, det er med til at binde vores loyale kunder til os.” fortæller Pia Blomsterberg.
Hanne Beck anbefaler klart andre at deltage i et virksomhedstilpassede sprogkursus.
“Jeg kan slet ikke forstå, hvis folk ikke gør det” fastslår hun.
FTZ kort fortalt
FTZ blev grundlagt tilbage i 1962. I dag er FTZ autobranchens største aktør. Der er i alt mere end 1100 medarbejdere beskæftiget på landsplan. FTZ er siden 2015 fuldt ejet af den tyske Hella koncern og har derudover også en lang række leverandør og kunder i Tyskland. Læs mere om FTZ her.
Virksomhedstilpassede sprogkurser på Tietgen KompetenceCenter
Tietgen KompetenceCenter tilbyder en lang række virksomhedstilpassede kurser, herunder erhvervsrettede sprogkurser med fokus på forretningskultur og brancherelateret ordforråd. Læs mere om sprogkurserne her.