Erfaren ejerleder og økonom i bestyrelsen hos ODIN Engineering
Jan Helskov Hansen er nyt medlem af bestyrelsen hos os. ODIN ser frem til at nyde godt af hans baggrund og mangeårige erfaring med at udvikle og styrke en internationalt orienteret projektvirksomhed.
Jan Helskov Hansen har de seneste 18 år arbejdet hos Cabinplant A/S, som han i 2005 blev anden generations medejer af, og hvor han i dag er økonomidirektør.
Cabinplant har siden etableringen i 1969 udviklet sig til en international projektorienteret virksomhed, der leverer produktionsanlæg til fødevareindustrien i det meste af verden. I dag er der mere end 300 ansatte i virksomheden, som har hovedsæde i Haarby på Fyn.
Det kommer derfor ODIN Engineering til gavn, at Jan Helskov Hansen har erfaring med, hvordan man udvikler og styrker både organisationen og de finansielle rammer i en projektvirksomhed, der beskæftiger sig med at sælge, udvikle, installere og servicere komplicerede specialmaskiner og produktionsanlæg på det internationale marked.
”ODIN Engineering har en meget specialiseret viden og kompetence inden for specialmaskiner. Dertil kommer et imponerende katalog af referencer fra nogle af verdens førende produktionsvirksomheder indenfor både teknologi, fødevarer, medico og biotech,” siger Jan Helskov Hansen og tilføjer:
”Selvom man de senere år primært har udviklet og bygget specialmaskiner til vindmølleindustrien, så har ODIN-teamet erfaring med at udvikle robuste forretningskritiske maskiner til mange andre formål. Jeg glæder mig til at være med til at styrke og udvikle ODIN, så disse erfaringer og kompetencer kan komme mere i spil.”
Jan Helskov Hansen er 52 år, har en kandidatgrad i revision og regnskab fra Syddansk Universitet og er student fra Faaborg gymnasium. Ud over bestyrelsesposten hos ODIN Engineering er han også i bestyrelsen for Vestfyns Gymnasium.
Han bor på et landsted syd for Odense med sin hustru, Tanja Hansen, og to børn på henholdsvis 12 og 15 år. Her er der god plads til heste af racen Dansk Varmblod og til familiens fælles engagement i dressursporten.