Forårets coronanedlukning og en øget kompleksitet betyder, at Region Syddanmarks nye patientjournal (EPJ SYD) forventes færdigimplementeret på alle sygehuse i Region Syddanmark i 2. kvartal 2022.
2020 var et udfordrende år for EPJ SYD. Dels var det – på grund af corona – nødvendigt at udskyde en række af de aktiviteter, der var planlagt i foråret. Dels har der været en række aktiviteter, som har vist sig mere komplekse end forudset. Det gælder i forhold til drift og integration til regionens it-miljø, koordination og implementeringstid. Herudover har der været behov for en række tilpasninger af løsningen.
Udsættelsen vil give projektet bedre betingelser for at kunne sikre en god idriftsættelse og etablering af et solidt driftssetup.
Samlet set er der tale om en forsinkelse på 11,5 måned.
Formand for Digitaliseringsudvalget Mette Bossen Linnet (V) siger:
– Det er vigtigt, at udrulningen og ibrugtagningen af EPJ SYD forløber så uproblematisk som muligt. En række interne og eksterne faktorer har betydet, at vi har set os nødsaget til at revidere tidsplanen for ibrugtagning for at sikre en så god overgang som overhovedet muligt – både i forhold til klinikernes arbejde med systemet og i forhold til patient- og driftssikkerhed. Den reviderede tidsplan er lavet på baggrund af en grundig proces, og jeg har fuld tiltro til, at det er det, der skal til, for at få EPJ SYD sikkert i havn.
Den reviderede tidsplan medfører en øget bevilling på 55 mio. kr. Der er tale om bevillinger til såvel leverandør som til projektomkostninger og øvrige områder, der berøres af den nye tidsplan.
Den oprindelige bevilling var knap 253 mio. kr.
Her er den nye tidsplan for implementeringen af EPJ SYD:
3. oktober 2021: Implementeringsenhed 1
Sygehus Sønderjylland
Psyk. Afd. Aabenraa
BUP Sydjylland, Aabenraa
Hospice Sønderjylland
20. februar 2022: Implementeringsenhed 2
Odense Universitetshospital
Psyk. Afd. Odense
Psyk. Afd. Svendborg
BUP Odense
ATT Odense og Vejle
Telepsykiatrisk Center
Hospice Fyn
Hospice Sydfyn
29. maj 2022: Implementeringsenhed 3
Sygehus Lillebælt
Psyk. Afd. Vejle
Psyk. Afd. Middelfart
Retspsykiatri Middelfart
BUP Sydjylland, Vejle
Sct. Maria Hospice
29. maj 2022: Implementeringsenhed 4
Sydvestjysk Sygehus
Friklinikken
Psyk. Afd. Esbjerg
BUP Sydjylland, Esbjerg
Hospice Sydvestjylland