7.b på Giersings Realskole i Odense blev overrasket af GF Forsikrings fond, som lagde vejen forbi med en check til klassekassen. Klassen præmieres for deres forslag til en kampagnefilm, der kan motivere unge til at passe på sig selv i trafikken.
Klassens flotte placering i den landsdækkende konkurrence blev fejret med en kæmpe lagkage – og den faldt på et tørt sted hos eleverne. De var nemlig lidt sukkerkolde efter en hel dags projektarbejde og vidste ikke, at de skulle overraskes af GF Fonden.
– Vi har mange udfordringer med trafiksikkerhed – også i Odense. Trafikken her er hektisk og tæt. Jeg er imponeret over kvaliteten af jeres film, og det er dejligt, at I unge går foran og viser, at det simpelthen er for dumt at lade cykelhjelmen bliver derhjemme, sagde Jørgen Bremholm fra GF Forsikrings lokale kontor i Odense i sin tale til eleverne, inden kagen blev skåret for.
10 farlige år i trafikken
Filmkonkurrencen blev skudt i gang i februar, hvor alle landets 7. og 8. klasser blev inviteret til at gøre brug af det færdige og gratis undervisningsmateriale fra GF Fonden.
– Når de unge fylder 15 år, tager de statistisk set hul på ti farlige år i trafikken. De får unoder og ændrer vaner. Nogen dropper hjelmen, andre glemmer cykellygterne og bruger ikke længere reflekser. Vi har taget initiativ til filmkonkurrencen for at få sat fokus på det problem, fortæller kampagneleder Pernille Andersen fra GF Fonden.
Konsekvens ved ikke at bruge cykelhjelm
Filmen med titlen ‘Kikset’ var blandt de 10 film i konkurrencen, der på landsplan fik flest stemmer af eleverne.
Det er en kompetent fagjury, der har udvalgt vinderfilmene, blandt andre et par af Danmarks førende eksperter inden for formidling af trafiksikkerhed til børn og unge, Johan og Janne Westfahl Heichelmann, fra Trafik i Børnehøjde samt cand.mag. i medievidenskab, Cecilie Gammelgaard Jensen, fra eventbureauet MKTG og kampagneleder Pernille Andersen fra GF Fonden.
7.b’s film får en tredjeplads i konkurrencen, fordi den har et meget præcist budskab. Den skildrer dilemmaet – skal man følge forældrenes råd og være kikset – eller skal man lade sig påvirke af vennerne og vælge det usikre, men smarte.
Engagerede elever
For klasselærer Mette Uhrnfeldt har det været dejligt at arbejde med et konkret og relevant emne, der virkelig interesserede eleverne.
– Eleverne har arbejdet rigtigt seriøst, og de har bl.a. sat sig ind i statistikker om trafiksikkerhed. Da de skulle optage filmene, gjorde de sig virkelig umage. Skolen ligger i et meget trafikeret område, så der var stor fokus på sikkerheden, da uheldsscenerne skulle optages, fortæller hun.
– Vi håber, at filmene kan være med til at gøre de unge mere bevidste om at passe på sig selv i trafikken. Derfor kommer der også endnu en filmkonkurrence om unge og trafiksikkerhed i 2019, slutter Pernille Andersen fra GF Fonden.
Filmen fra Giersings Realskole kan ses her: ‘Kikset’.