‘At rejse er at leve’ bliver det overordnede tema for navnene til de 16 letbanetog i Odense. Nu er det op til letbanens kommende kunder at fortolke udtrykket og komme med gode, konkrete navneforslag inden for temaet – som ganske vist er inspireret af H.C. Andersen, men som ifølge dommerne skal forstås frit.
I alt 1437 forskellige forslag er kommet ind, men kun ét overordnet tema for navnene til de 16 letbanetog i Odense er blevet valgt ud. Hen over de kommende to uger bliver temaet foldet ud, når alle igen bliver inviteret til at komme med input. Denne gang til konkrete navneforslag til letbanetogene.
– Hvis vi får lige så mange forslag til tognavne, som vi har fået forslag til det overordnede tema, vil jeg være meget tilfreds. Også selvom vi så bliver sat på endnu en hård opgave i udvælgelsen, siger Peter Rahbæk Juel.
Ud over at være borgmester i Odense er han formand for den dommerkomité, som skal kigge alle de kommende navneforslag igennem og udvælge en liste, som til sidst bliver lagt ud til folkeafstemning.
Det er også de fem dommere, der har kigget de 1437 temaforslag igennem og udvalgt et enkelt, som skal sætte retningen for letbanetogenes navne.
Valget er faldet på ‘At rejse er at leve’.
– Odense er på en rejse ind i fremtiden. Byen udvikler sig fra at være en stor dansk by til at være en dansk storby. En moderne og grøn by, som byder på oplevelser, muligheder for at drømme stort og gode boliger både i bymidten og rundt om byen. Kort sagt en by, som er attraktiv at leve i, forklarer Peter Rahbæk Juel og fortsætter:
– Letbanen spiller en central rolle i denne udvikling. Derfor skal de 16 letbanetog navngives med afsæt i udtrykket ‘At rejse er at leve’. Det hænger også rigtig fint sammen med, at Odense jo er en uddannelsesby, hvor mange tusinde hvert år påbegynder en personlig rejse ud i at realisere evner og talenter. Og der binder letbanen i høj grad universitetet sammen med resten af byen.
Som mange nok vil vide, var udtrykket også et motto for Odenses store eventyrdigter. Han elskede at rejse og opleve. Både som en flugt fra hverdagen og i høj grad også for at styrke sin dannelse og udvikling med inspiration fra nye steder og personer – som det blandt andet lød i motivationen af forslaget.
– Selvom temaet er inspireret af H.C. Andersen, skal det fortolkes frit og åbent. Derfor vil vi gerne have forslag, hvor man bruger sætningen ‘At rejse er…’ og fuldender den med et nyt ord. Måske tænker man på forskellige rejser i livet eller verden eller på byens udvikling. Der er frit slag for fortolkning, slår Peter Rahbæk Juel fast.
Hvis man har et konkret navneforslag, som på en måde – måske endda ny og overraskende – fuldender sætningen ‘At rejse er…’, kan man foreslå det på hjemmesiden mit-letbanetog.dk. Det skal man gøre senest søndag 30. september.
Dommerne afgør, hvilke forslag, der er inden for temaet, og udvælger en liste, som bliver sat til folkeafstemning i tredje og sidste fase af navngivningen. Måske bliver et godt forslag omskrevet let, så det også kan blive til et godt tognavn.
Blandt de navneforslag, som dommerne vælger ud til afstemning, bliver der trukket lod om et gavekort på 1000 kroner til Storms Pakhus.
Dommerkomiteen består af: Peter Rahbæk Juel (formand), borgmester i Odense. Jane Jegind, by- og kulturrådmand i Odense. Anker Boye, tidligere borgmester i Odense. Gitte Andersen, arkitekt og bestyrelsesmedlem i Odense Letbane P/, samt Daniel Gjøde, kreativt hoved og partner i Stupid Studio.