Harley Davidson Club Fyn har indgået en sponsoraftale med energiselskabet OK, som betyder, at klubben støttes, hver gang motorcyklen eller bilen tankes. Støtten gives, helt uden at det koster ekstra.
Lyden høres længe før, at køretøjet kommer til syne.
Der gasses op, og tre blankpolerede Harley Davidson motorcykler kan anes i skumringen. Langsomt bevæger de sig frem på vej mod endemålet.
Det er torsdag aften, og motorcykelentusiasterne er på vej til klubaften hos Harley Davidson Club Fyn, hvor de mødes for at snakke og “sparke dæk”, som Dorte Larsen fra klubben selv udtrykker det.
“Vores motorcykel er ikke blot et transportmiddel. Den danner rammen for det hyggelige fællesskab, vi har her i foreningen, som dækker hele Fyn,” siger hun.
Men at drive en forening er krævende og dyrt – ligesom det kan være at eje en Harley Davidson, konstaterer Dorte Larsen. Derfor glæder hun sig over, at klubben har underskrevet en sponsoraftale med energiselskabet OK.
“Det gav rigtig god mening for os at lave en aftale med OK, da vi alligevel selv bruger en del benzin,” siger hun.
Sådan støttes motorcykelentusiasterne
Aftalen er simpel. Man kan støtte motorcykelklubben med 5 øre for hver liter, der tankes hos OK. Det koster ikke ekstra at tanke, da det er OK og energiselskabets forhandlere, som betaler støtten.
Man skal bare huske at melde sit OK Benzinkort til Harley Davidson Club Fyns sponsoraftale, så gives støtten uanset, om betalingen sker med benzinkortet, betalingskort eller i Tank & Betal-appen.
Klubben får 5 øre ekstra for den samme liter, hvis den lokale bilist køber el hos OK. Og yderligere 5 øre pr. liter, hvis man også har mobiltelefoni hos OK. På den måde kan man støtte motorcykelfællesskabet med i alt 15 øre, hver gang man tanker en enkelt liter brændstof.
Dorte Larsen håber på bred opbakning fra medlemmerne til aftalen, da det i klubbens bestyrelsen allerede er drøftet, hvad sponsorpengene skal brugs på.
“Vi håber at få penge nok til, at vi kan lave nogle renoveringer i vores klubhus, men vi kunne også godt tænke os at gøre mere opmærksom på os selv for at tiltrække nogle yngre medlemmer,” siger hun og henviser til at gennemsnitsalderen ligger omkring 50 år.
“Vi ved dog ikke helt, hvordan det skal gøres. Men vi håber, at alt, vi gør, er noget, som folk vil være en del af,” siger hun.
Lokale aktiviteter er OK
OK er med på banen, når flere af Danmarks bedste sportsudøvere kæmper for guld. Men støtten går ikke kun til eliten. I en lang årrække har OK også støttet lokalsporten, da virksomhedens tankstationer spiller en rolle i lokalsamfundet. Derfor har det virket naturligt for OK at støtte lokalsporten.
“Lige nu har mere end 1.600 foreninger over hele landet en sponsoraftale med OK. Sponsorkronerne bliver omsat til mange gode oplevelser i klubber og foreninger og hjælper med til, at børn og unge har mulighed for at dyrke idræt, der hvor de bor,” siger Anders Knudsen, salgsdirektør i OK.
Fakta om OK og sponsoratet:
– OK er et dansk andelsselskab, ejet af cirka 12.000 kunder og forhandlere
– OK forsyner boligejere, landbrug og erhvervsliv med olie, brændstof, naturgas, varmepumper, solceller, el, mobiltelefoni og forsikringer
– OK støtter sammen med de lokale OK-forhandlere omkring 1.600 klubber og foreninger over hele landet. Foruden sporten støtter OK bl.a. arbejdet i SOS Børnebyerne samt Dansk Handicap Idræts-Forbund