Januar er højsæson for slankekure, men faktisk er det ikke kun fedtprocent og kondital, der har glæde af en sund livsstil: både motion og sund kost med grove grøntsager og omega 3- og 6-fedtsyrer holder også synet sundt. Optiker Lisbet Jensen fra LJ Optik i Odense giver her sine bedste tips til at få sunde øjne.
Juleferien er slut, og 2019 er i gang. Traditionen tro er januar for mange lig med slankekure og nyerhvervede fitness-medlemskaber. Men et forbedret kondital og en lavere fedtprocent er ikke de eneste fordele ved en sund livsstil: Man får også sundere øjne.
– Mange tænker nok, at det primært er folkesygdomme som diabetes og hjertekarsygdomme, der kan reduceres med en sund livsstil, men risikoen for øjen-folkesygdomme som fx AMD, der hvert år rammer tusindvis af danskere, kan faktisk også mindskes med en sund livsstil, forklarer Lisbet Jensen fra LJ Optik.
Broccoli er bedst for øjnene
Grønt er godt, men det er ikke lige meget hvilke grøntsager, man sætter på menuen, hvis man vil investere i en bedre øjensundhed. Grøntsager som fx broccoli, spidskål, gulerødder og spinat er ægte sundhedsboostere:
– Farvestofferne og vitaminerne i grøntsager – og gerne de grove af slagsen – er noget af det bedste, man kan give sine øjne, fordi de styrker nethinden – og øjets sundhed generelt. Samtidig har amerikanske undersøgelser vist, at et forhøjet indtag af bl.a. C- og E-vitamin samt zink kan nedsætte risikoen for AMD, som hver 10. dansker over 60 år lider af, forklarer Lisbet Jensen.
På med løbeskoene
Vil man tabe sig, ligger nøglen ikke kun i de ting, man putter i munden, men i kombinationen af den rette kost og motion. Det samme gælder, hvis man vil have sunde øjne:
– Rigtig mange af os bruger mange timer foran en skærm hver dag, både når vi arbejder, og når vi holder fri. Kombinationen af meget skærmtid og et ofte tørt indeklima er de hyppigste årsager til, at så mange danskere døjer med røde og irriterede øjne. Den bedste – og nemmeste – kur mod det er at komme væk fra skærmen og bevæge kroppen lidt – og meget gerne udenfor, forklarer Lisbet Jensen. Hun tilføjer, at kosten også spiller en rolle for at modvirke tørre øjne. Fx er Omega 3-fedtsyrer – som bl.a. er i fed fisk – godt til at ”smøre” øjnene.
– Øjendråber kan selvfølgelig lindre, men jeg anbefaler, at man altid tager en snak med sin optiker, inden man begynder at dryppe øjnene, så man får sat ind med den rette behandling, da der kan være mange årsager til, at ens øjne er tørre og irriterede.
Pas på øjnene i solen
Sunde øjne handler dog ikke kun om kost og motion – men også om solbeskyttelse. Solbriller er måske ikke det, vi er bedst til at huske, når vi skal ud ad døren her om vinteren – men det burde vi, ifølge Lisbet Jensen:
– Faktisk er solbriller ekstra vigtige om vinteren, for den lavthængende vintersol rammer øjnene direkte. Selv når det er koldt udenfor, kan bare få timer i solen uden beskyttelse give forbrændte øjne – i daglig tale kaldet ’sneblindhed’ – som man blandt andet er særligt i risiko for på skiferier, forklarer hun og fortsætter:
– Forbrændte øjne er smertefuldt, men det går – ligesom når huden bliver forbrændt – over i løbet af et par dage. På sigt kan de skader, der opstår på øjenlåg, hornhinde og linse, når øjet bliver forbrændt, dog øge risikoen for ubehagelige øjenskader.
Lisbet Jensens 5 tips til sunde øjne
• Spis masser af groft grønt som kål, gulerødder, broccoli og ikke mindst spinat – det styrker nethinden og øjets sundhed.
• Skru op for vitaminerne! A-, C- og E-vitaminer er især gode for dit syn. En god tommelfingerregel er at spise efter regnbuens farver for at give kroppen de vitaminer, den har brug for.
• Sæt fed fisk på menuen – også gerne havtornolie, der er fyldt med både omega 3- og 6-fedtsyrer. Det hjælper med at ”smøre” øjnene, så du mindsker risikoen for trætte og tørre øjne.
• Bevæg dig! Motion er vigtigt – også for øjnene. Frisk luft og bevægelse giver øjnene en tiltrængt pause fra både skærme og tørt indeklima.
• Husk solbrillerne – særligt om vinteren. UV-strålerne er skadelige året rundt, så det er vigtigt også at beskytte sine øjne mod solen i de kolde måneder.