Den 18. januar 2019 kl. 11 åbner Storms Pakhus igen efter at have været vinterlukket. I den tid har de i Pakhuset brygget på flere spændende tiltag, som de nu kan løfte sløret for i en pressemeddelelse:
En dygtig, fynsk kok er kommet med på holdet, to nye boder slår dørene op, og så er Pakhuset blevet mere bæredygtigt og temperaturen blevet en del mere behagelig. Hallundbæk skal hæve niveauet Først og fremmest kan vi med glæde fortælle, at den kendte fynske kok Per Hallundbæk i sæsonen 2019 skal være med til at højne det gastronomiske niveau i Pakhuset. Hallundbæk skal kvalitetssikre madbodernes retter, men også hjælpe de fynske iværksættere med at udvikle deres koncepter.
– Vi er utrolig stolte over at have fået Per Hallundbæk som sparringspartner. Han er med sin mangeårige erfaring den helt rigtige til at hjælpe os med at gøre vores gæsters madoplevelse endnu bedre, end den er i forvejen, siger Bjørn Hentze, direktør i Storms Pakhus.
Hallundbæk har gennem de seneste 25 år været med til at sætte den gastronomiske scene i Danmark og Norge, og han er en af Danmarks kendte kokke, tidligere kendt som direktør og køkkenchef på Falsled Kro gennem 10 år. Han glæder sig til at udvikle gastronomien i Pakhuset, hvor han også kommer privat. Inden længe skal han smage sig gennem alle madboderne og give sin feedback.
– Boderne skal være tro mod deres egne køkkener, hvad enten det er det italienske køkken eller en bod, der centrerer sig om en bestemt råvare. Og det skal både kunne ses, duftes og smages, siger han.
Det skal også stå helt klart, hvad gæsterne får, hvis de vælger den ene eller den anden madbod. Og så handler det om det samlede indtryk.
– Pakhusets boder skal ikke hver for sig kunne det hele, men netop differentiere sig fra hinanden. Det handler om at kunne tilbyde forskellige retter i ægte street food-ånd og i fællesskab give gæsten en god oplevelse.
I den kommende tid skal Hallundbæk også komme med idéer til, hvordan Pakhuset kan være et gastronomisk samlingspunkt for odenseanerne. – Storms Pakhus skal være et mødested for mennesker i alle aldre, både i weekender og i hverdagen, og hvad enten man ønsker street food eller blot en øl eller to.
Den gode street food-oplevelse ifølge Per Hallundbæk
1. Du skal vente max 12 minutter på din mad – ellers er det ikke street food.
2. Når du får din tallerken i hånden, skal du både i duft, udseende og smag kunne sige, at her har vi at gøre med fx et thailandsk køkken.
3. Overordnet skal du nemt kunne se, hvad du går ind til: Boden skal ikke blot have en klar profil i maden, men også i hele sit udtryk.
Nye madboder: Autentisk pakistansk-indisk og waffsicles
Tandoori BBQ Fremover vil gæsterne i Pakhuset kunne opleve noget af et street food-show, når de kommer forbi Abdul Manans nye madbod Tandoori BBQ. Her vil man nemlig blive fristet af friskbagt naanbrød og grillspyd – som er lavet på autentisk pakistansk-indisk maner.
Naanbrød og spyd bliver lavet i to indiske lerovne, som Abdul Manan har bestilt hjem fra London.
– Det ser vildt fedt ud at lave mad i lerovnene. Det vil være ligesom, når man går ned ad gaden i Indien eller Pakistan, hvor der dufter af barbeque på hvert hjørne. Jeg glæder mig meget til at se, hvordan gæsterne tager imod det, siger han.
Det kræver en vis teknik at kunne bruge ovnene. For eksempel skal naanbrødet smækkes op på siden af ovnen, der har en høj temperatur på op til 400 grader, fortæller Abdul Manan.
Metoden gør, at brødet bliver sprødt og luftigt, som naan bør være, og kyllinge- og lammekødet får endnu mere barbeque-smag, fordi det får varme hele vejen rundt. Med den hjemmelavede chutney og en salat vil et besøg hos Tandoori BBQ være som at spise i Indien eller Pakistans gader. Abdul Manan glæder sig til at vise gæsterne, hvordan man laver mad på traditionel vis i Pakistan og Indien.
– Udover at jeg har lært mig selv en del, har jeg også lært meget fra mine forældre, der er pakistanskindiske. Jeg har stræbt efter at få min identitet frem i retterne i min nye bod, og mit mål har været at servere noget, jeg selv spiser. Jeg synes, det er lykkedes, siger han.
Vorfor Vaffel
I november og december havde kokken Thanh Phan stor succes i Storms Pakhus med sin pop up-bod Vorfor Vaffel: Hele 7326 æbleskiver – med eller uden brunsvigersovs – fik Pakhusets gæster mæsket sig igennem! Derfor har Thanh Phan, der også står bag madboden Mr. Phan House, valgt at gøre Vorfor Vaffel til et permanent indslag i Pakhuset i den nye sæson: Her vil fokus være på den gode dessert i form af vafler med fx nutella eller is, og man kan også købe såkaldte ”waffsicles”, som er vafler på pind. Til dem kan man vælge forskellige toppings til, og man kan også købe en milkshake eller en sund smoothie.
Et mere bæredygtigt pakhus med et bedre indeklima
Det er ikke kun de nye madboder, der gør, at Storms Pakhus ser anderledes ud i 2019. Store rør løber nu på tværs i hallerne og udgør tilsammen et helt nyt ventilationsanlæg med varmegenvinding. En millioninvestering, der betyder, at gæsterne vil opleve et markant mindre koldt Pakhus i vintermånederne – og det er ikke kun godt nyt for indeklimaet, men også for vores alle sammens klima.
– Vi har besluttet at genanvende mest mulig energi, fordi vi ønsker at være så bæredygtige som muligt, og det her et stort skridt derhen, siger Bjørn Hentze, direktør i Storms Pakhus.
Før blev den energi, som madboderne afledte i deres køkkener, ledt ud i ingenting. Men nu bliver op til 70 procent brugt til at varme ny luft op, som bliver ledt tilbage ind Pakhuset og brugt til opvarmning.
– Vores CO2-aftryk bliver reduceret en hel del pga. varmegenvindingen, og gæsterne vil ikke længere kunne mærke trækgener på samme måde som før, siger Bjørn Hentze.