Dette er oplyst i en pressemeddelelse fra Udvikling Fyn.
Når hjulene snurrer og mudderet sprøjter ved VM i cyklecross i Bogense om mindre end to uger, betyder det fuldt hus på stort set alle de nordfynske overnatningssteder. Faktisk bringer det prestigefyldte mesterskab et sådan rykind af ryttere, sponsorer, officials og tilskuere med sig, at det sætter tydelige spor – også på resten af øen.
Der er rift om sovepladserne, når den store VM-karavane rykker ind i Bogense d. 2.-3. februar. Stort set samtlige hoteller, ferielejligheder og vandrehjem i omegnen af den lille kystby melder alt udsolgt i dagene omkring det store cykelbrag, og sommerhusudlejerne i det nordfynske kan også berette om belægningsprocenter, der klart overstiger det, man er vant til i februars første weekend.
”Det bliver kæmpestort. Vi forventer omkring en 6-dobling af byens indbyggertal på en weekend, og vi kan naturligvis ikke finde tag over hovedet til dem alle inden for kommunens grænser, selvom vi oplever meget stor kreativitet og velvilje lokalt” siger Per Olesen, direktør i Nordfyns Erhverv og Turisme.
På resten af Fyn mærker mange således også, at VM i cyklecross er på vej, og netop det faktum, at eventen ligger på et tidspunkt, hvor bogen ikke normalt er så fyldt med bookinger, bemærkes positivt hos såvel hoteller som feriehusudlejere.
”Vi kan p.t. aflæse en stigning i antallet af bookinger i det nordfynske område på ca. 15 pct., og det skyldes helt klart cyklecross-VM’et. Det er især vores sommerhuse ved Skåstrup Strand, der bl.a. får hollandske indbyggere i perioden omkring VM-weekenden”, siger direktør i MOB Feriepartner Torben Jersild, der bl.a. har markedsført sig på CrossDenmarks hjemmeside.
Hos Milling-hotellerne både i Middelfart og Odense nærmer de sig udsolgt i februars første weekend:
”Det er en fornøjelse at opleve, hvordan sportsarrangementer er med til at tiltrække gæster, som ikke nødvendigvis ellers havde fundet vej til Fyn. På den måde bliver det branding af øen, som forhåbentlig også kan komme os til gavn på længere sigt. VM i Cyklecross ligger i en weekend i februar, som vi ikke normalt oplever som travl, så det har en positiv effekt på vores omsætning – forstået på den måde, at cyklecross- gæsterne ikke fortrænger andre arrangementer, konferencer og gæster”, udtaler områdedirektør Gitte Milling, der på Hotel Park er vært for en stor belgisk delegation og fortrinsvis har udenlandske navne i bøgerne på Odense-hotellerne Ansgar, Windsor og Plaza samt de to nyerhvervede Mini 11 og Mini 19.
Og der er flere steder i den fynske hovedstad, hvor man kan forvente at blive en del af VM-festen. På Hotel Cab Inn undgår man næppe heller at snuse lidt til det store cirkus, der omgiver cykelløbet, når en af eventens store sponsorer Shimano flytter ind på hele 70 værelser og desuden planlægger at fortsætte festlighederne på Heidi’s Bierbar i den fynske hovedstad.
”Det her vidner om, at de økonomiske effekter fra VM i cyklecross vil sprede sig udover Nordfyns Kommune, og det er vigtigt, når vi tiltrækker en event af den her kaliber, at vi kan bringe styrken i det solide fynske samarbejde i spil. Udover at give fynboerne mulighed for en kæmpestor international sportsoplevelse helt tæt, ved vi således også, at et VM skaber vækst bredt på øen” siger Jakob Staun, der er forretningschef hos Sport Event Fyn – en del af Destination Fyn og glæder sig over, at en række hoteller også i Assens Kommune melder om alt udsolgt.
For at imødekomme de cykelcrossentusiaster, som gerne vil bo helt tæt på og som ikke stiller høje krav til komforten, har Bogense Hallerne netop før jul lanceret et spritnyt overnatningstilbud, hvor man får stillet skummadras og badefaciliteter til rådighed for en weekend.
”Det er fedt at opleve, hvordan man med forskellige initiativer er med til at sikre, at vi får fuldt udbytte af overnatningspotentialet. Udover Bogense Hallernes idé oplever vi også, at et hotel som First Grand i Odense tilbyder shuttletransport til banen i Bogense og på den baggrund har sikret sig min. 200 bookinger mere end de plejer at have på det her tidspunkt. På den måde øger vi sandsynligheden for, at så mange overnatninger som muligt forbliver i det fynske, og at vi dermed realiserer den fynske turismeomsætning, vi har kalkuleret med” Fortæller Jakob Staun.
Blandt de øvrige overnatningsmuligheder, der er kreeret specielt til lejligheden er 200 pladser til autocampere på Bogense Strand Camping, som ligger lige klos op ad den kystnære 2,9 km. strækning, hvor verdensmesterskabet skal udkæmpes.
UCI Cyclo-Cross World Championships i Bogense er arrangeret af CrossDenmark – et samarbejde mellem Sport Event Fyn – en del af Destination Fyn, Sport Event Denmark, det internationale cykleforbund UCI, Danmarks Cykle Union og Nordfyns Erhverv og Turisme.