Dette er oplyst i en pressemeddelelse fra Odense Bæredygtighedsråd.
Odense Bæredygtighedsråd efterspørger kandidater til fire verdensmålspriser.
Odense Verdensmålspris uddeles som en hovedpris og derudover uddeles tre sidepriser. Alle priserne støtter på forskellig vis op om FN’s 17 verdensmål.
Odense Bæredygtighedsråd har hvert år siden 2011 uddelt Odense Bæredygtighedspris. Nu skifter prisen navn og uddeles næste gang som Odense Verdensmålspris. Det overordnede fokus på social, økonomisk og miljømæssig bæredygtighed er det samme som tidligere år, men fra 2019 danner FN’s 17 verdensmål rammen om hovedprisen og de tre nye sidepriser.
Peter Rahbæk Juel, borgmester og formand for Odense Bæredygtighedsråd håber, at priserne vil være med til at sætte mere fokus på verdensmålene i Odense:
”Verdensmålene sender et klart budskab om, at vi er nødt til at handle nu, hvis vi skal kunne give verden videre til vores efterkommere i en ordentlig tilstand. Og jeg ved heldigvis, at der blandt byens erhvervsliv, foreninger, uddannelsesinstitutioner og borgere er mange, som allerede har taget verdensmålene til sig. Med de fire verdensmålspriser vil vi gerne hylde nogle af disse gode initiativer til inspiration for andre” siger Peter Rahbæk Juel.
Hovedprisen, Odense Verdensmålspris, gives til en aktør, som har forholdt sig til de 17 verdensmål og har fundet ud af hvilke mål, der er relevante for den pågældende aktør. For at komme i betragtning til verdensmålsprisen, behøver aktøren altså ikke at arbejde med alle verdensmålene.
Tre nye priser kan søges
Som noget nyt i år uddeles de tre sidepriser Ungeprisen, Hverdagsaktivisten og Klimaprisen.
Med Ungeprisen ønsker Odense Bæredygtighedsråd at hylde odenseanske unge, som tager ansvar og engagerer sig i arbejdet med verdensmålene.
Prisen Hverdagsaktivisten hylder en odenseaner, som i sin dagligdag tager ansvar og engagerer sig i ét eller flere verdensmål.
Verdensmål Udvalget, som er nedsat af Odense Byråd, vil med Klimaprisen hylde et odenseansk initiativ, som bidrager til verdensmål 7 og 13, der handler om bæredygtig energi og klimaindsats.
Det med småt
Klik her for at læse mere om, hvordan man indstiller kandidater til Odense Verdensmålspris og sidepriser. Via hjemmesiden kan man også tilmelde sig et infomøde om priserne, som afholdes den 2. april 2019. Fristen for at indstilles kandidater til priserne er den 27. maj 2019.
Verdensmålspriserne uddeles den 29. august 2019, hvor Odense Bæredygtighedsråd er vært ved et arrangement på Odense Rådhus.