OUH skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om undersøgelse:
En mindre gruppe kvinder har fået tilbudt en undersøgelse på Odense Universitetshospital, der ikke lever fuldt ud op til de faglige retningslinjer. Disse kvinder vil nu blive indkaldt til en ekstra undersøgelse.
Odense Universitetshospital (OUH) indkalder en gruppe af kvinder til en udvidet undersøgelse for brystkræft. Det drejer sig om de såkaldte mastalgi-patienter, der har oplevet distinkte stikkende smerter i brystet.
911 mastalgi-patienter, hvor der ikke er mistanke og kun en mindre risiko for at udvikle brystkræft, har på OUH siden april 2016 fået tilbudt en mindre omfattende undersøgelse bestående af en røntgenundersøgelse af brystet – en såkaldt mammografi.
Patienter med kræft-mistanke har i hele perioden fået større undersøgelse
Alle kvinder, der bliver henvist til OUH med en konkret mistanke om brystkræft, har i hele perioden fået en omfattende kræftundersøgelse. Det drejer sig om en såkaldt klinisk mammografi, der består af tre elementer:
1. en røntgenundersøgelse af brystet
2. en klinisk undersøgelse
3. en ultralydsskanning af brystet.